I eftermiddag bliver investorernes øjne rettet mod Den europæiske centralbank (ECB), der lancerer sin seneste rentebeslutning. 

Investeringsstrateg i Saxo Bank, Oskar Barner Bernhardtsen kalder det i en kommentar dagens »helt store begivenhed«. 

I øjeblikket er forventningen i markedet, at centralbanken denne gang vil holde renten i ro, efter at man siden august 2022 har sat renten op med 4,5 pct. point.

»Det er på mange måder en historisk stor og aggressiv rentebevægelse vi har set i Europa over det sidste års tid, og eftervirkningerne af de mange rentestigninger har højst sandsynligt ikke vist sig til fulde i den europæiske økonomi endnu. Vi tror derfor, at vi får en ”vent og se” beslutning, hvor man vil fortælle at fremtidige beslutninger vil være dataafhængige,« lyder det fra Oskar Barner Bernhardtsen i en kommentar. 

Han vil også holde tæt øje med, hvad præsidenten for centralbanken, Christine Lagarde siger i hendes efterfølgende tale: 

»Det er nok for tidligt for Lagarde at erklære kampen med inflation for vundet, men risikoen for at yderligere rentestigninger vil gøre for stor skade på de europæiske økonomier kan også være en pointe hun kommer til at gøre mere fremtrædende i sin tale sammenlignet med tidligere,« vurderer Oskar Barner Bernhardtsen. 

Hvis centralbanken signalerer at det snart er slut med rentestigninger - eller at renten endda kan være på vej ned, vil det være godt for aktierne. 

»Indikationer på rentefald eller et stop for salg af centralbankens obligationsportefølje bør være positivt for aktier, mens udmeldinger om mulige rentestigninger i fremtiden kan få aktierne og obligationskurserne til at falde,« skriver Oskar Barner Bernhardtsen. 

Rentebeslutningen offentliggøres kl. 14:15, mens Christine Lagarde går på talerstolen kl. 14:45. Du kan selvfølgelig følge med på Euroinvestor.dk 

Læs også: Aktionærforening tordner mod dansk selskabs bestyrelse – formand afviser kritikken

Læs også: Topchef jubler over rekordoverskud: 'Svært at være andet end tilfreds'