Henter kommentarer

Strateger sætter tal på – så stor bliver Danske Banks hvidvask-bøde


Stigende renter er godt nyt for bankerne og har »for alvor« gjort sektoren interessant at skyde penge i, men alligevel halter Danske Bank efter mange af sine konkurrenter.

Og bankens efterslæb er der en overskyggende grund til, påpeger Handelsbanken i en analyse tirsdag morgen.

»En af forklaringerne på, at Danske Bank-aktien har udviklet sig svagere end flere af deres nærmeste konkurrenter, skyldes, at den manglende afgørelse i Estlandsagen fortsat tynger aktien og gør investorerne tilbageholdne med for alvor at gå ind i aktien, indtil der er faldet en afgørelse,« skiver Handelsbankens strateger.

Til sammenligning er Jyske Bank gået frem med 18 pct. på børsen i år, mens Danske Bank er sunket med 1,9 pct.

Læs også: Danske Bank skrotter udbytte – hvidvasksag står i vejen

Selvom hvidvasksagen hænger som en tung sky over landets største bank, så vurderer strategerne, at hvidvask-bøden ender i Danske Banks hænder i år.

Handelsbankens strateger estimerer således en bødestørrelse på 18 mia. kr. i årets fjerde kvartal, og nok lyder beløbet astronomisk, men banken er velpolstret nok, vurderes det.

»Vi estimerer, at Danske Bank har et kapitaloverskud på omkring 14 mia. kr. relativt til deres målsætning for kernekapitalen som lyder på 16 procent. Vi vurderer derfor, at Danske Bank er solidt nok kapitaliseret til at kunne håndtere en bødestørrelse som ovenfor nævnte,« lyder det.

Danske Bank meddelte i slutningen af april, at de stik i mod deres planer ikke udbetalte udbytte i forbindelse med deres regnskab for årets første kvartal. Grunden hertil var, at banken ville have penge nok i tanken til at kunne betale en potentiel bøde for hvidvask.

Handelsbanken fastholder sin 'hold'-anbefaling angående Danske Bank-aktien på kort sigt. Deres treårige kursmål fastholdes på 215 kroner, mens den seneste lukkekurs er 110,8 kroner.

Læs også: Børsmareridt? Selskaber på dansk børs misser egne mål

Læs også: Meta høvlet ned i eftermarkedet