Henter kommentarer

Danske Bank skrotter udbytte – hvidvasksag står i vejen


Investorerne i den største bank herhjemme, Danske Bank, må se langt efter udbytte den kommende tid.

For banken dropper at betale udbytte i første kvartal af 2022, da de vil polstre sig mod en eventuel bøde som følge af hvidvasksagen i deres estiske filal. Det oplyser de i en meddelelse.

»Danske Bank er endnu ikke i stand til med pålidelighed at kunne vurdere timing, forudsætningerne for en eventuel løsning eller størrelsen af et eventuelt forlig eller bøder, som formentlig er af væsentlig karakter,« skriver banken.

Læs også: Sydbank advarer alle aktiekonger: Mange investorer kan få ubehagelig overraskelse

Meldingen om at droppe udbyttet er en kovending i forhold til bankens holdning for blot tre måneder siden. Da lød det fra topchef Carsten Egeriis, at Danske Bank ville betale udbytte hvert kvartal i 2022.

Den daværende beslutning var endda direkte relateret til hvidvasksagen i Estland.

»Vi har ikke noget nyt om sagen – men det her skal vise, at vi har en høj grad af fleksibilitet. Om vi venter, at det vil fortsætte – det er for tidligt at sige,« sagde Carsten Egeriis i marts til Marketwire.

Danske Bank er nu i indledningsvise drøftelser med amerikanske og danske myndigheder om en afgørelse i hvidvasksagen, oplyser banken i torsdagens meddelelse.

Banken fremlægger regnskab for første kvartal fredag.

Læs også: Tårnhøj inflation tvinger dansk supermarkedskæde til fyringer

Læs også: Nu rykker svenskerne – centralbank i historisk træk