Henter kommentarer

Tårnhøj inflation tvinger dansk supermarkedskæde til fyringer


Turen i supermarkedet er blevet dyrere som følge af den tårnhøje inflation, som har ført til ændringerne i den måde, danskerne køber ind på.

Det presser økonomien for Coop Danmark, der derfor har set sig nødsaget til at skære ned på antallet af medarbejdere.

»Situationen i Ukraine og eftervirkningerne af Corona stiller dagligvarehandlen over for markante udfordringer. Vi ser stigende priser på transport, energi og fødevarer, og det betyder, at omkostningerne ved at drive forretningen Coop skal bringes ned,« siger administrerende direktør Kræn Østergård Nielsen i en pressemeddelelse.

Hos Coops Servicekontor i Albertslund vil der derfor blive afskediget cirka 100 ansatte.

»Vi bliver desværre nødt til at afskedige på Servicekontoret. Ud over at spare ubesatte stillinger og brugen af vikarer, så kommer vi også til at nedlægge faste stillinger. Og vi skal i samme omgang se på, hvordan vi kan gøre tingene enklere og mere effektivt blandt andet ved at slå funktioner sammen,« lyder det videre fra Kræn Østergård Nielsen.

I takt med priserne er steget oplever Coop et større fokus på discountvarer. Derfor styrker Coop satsningen på koncernens  egne varemærker som vareserien Coop og discountserien X-tra i SuperBrugsen, Kvickly og Dagli´Brugsen og Irma Hverdag i Irma, samt vareserien 365 og ansvarlighedsserien Änglamark samt udrulningen af den nye kæde Coop 365discount.

»Alle er ramt af de stigende omkostninger. Det gælder både Coop og danskerne. Med disse både defensive og offensive tiltag står vi bedre rustet til at hjælpe danskerne med at få husholdningsbudgettet til at gå op, uden at det går ud over kvaliteten eller ansvarligheden,« siger Kræn Østergård Nielsen.

De seneste inflationstal fra Danmark er fra marts måned og lyder på 5,4 pct. Det er det højeste niveau i mere end 35 år. Læs mere her.

Læs også: Topprofessor: Minusrenter i banken er snart en saga blot

Læs også: Danskere styrter til handelsplatform – sender aktie i vejret