Der er særligt et område indenfor cancerforskning, der er hot blandt de store globale sundhedsselskaber. Et område, som potentielt kan skabe grobund for et stort marked og indtjening hos selskaberne.
Sådan lyder vurderingen fra sundhedsinvestor Claus Johansen, der er på vej med investeringsfonden Global Health Invest, der skal investere i globale sundhedsselskaber - blandt andet pharma- og biotekselskaber.
Han har netop været på en konference i Spanien, hvor det mest aktuelle emne var målrettet kemoterapibehandling - såkaldt antibody drug conjugates (ADC):
»Det er det hotte indenfor cancer lige nu, hvor der bliver lavet nogle rigtig store aftaler,« siger han.
Læs også: Fremhæver håbløse aktieudsigter: 'Stemningen er på frysepunktet'
Kort fortalt - og måske en smule forsimplet - forsøger man med ADC-behandling at udnytte et antistof, som er designet til at ramme nogle bestemte celler i kroppen.
Antistoffet kombinerer man så med et toxin - et giftstof der fungerer ligesom det, man kender, fra kemobehandling - der bliver afleveret i cellen og derefter dræber kræftcellen. På den måde kan man lave en mere målrettet kræftbehandling med mildere symptomer end 'traditionel' kemoterapi:
»Man kan aflevere giftstoffet, der hvor det skal hen, og så have en bedre bivirkningsprofil end traditionel kemo. Med andre ord vil det i fremtiden kunne undgås at skyde med spredehagl for at ramme cancercellerne,« fortæller Claus Johansen.
Han bemærker blandt andet, at der tidligere på måneden landede en nyhed fra den amerikanske virksomhed Seagen.
Selskabet kunne sammen med sin japanske partner Astellas Pharma løfte sløret for et fase-3 forsøg, der viste statistisk signifikant og klinisk betydningsfulde resultater mod blærekræft. Behandlingen kunne både forlænge livet hos patienterne, samtidig med at reducerede udviklingen af cancer hos patienterne med 55 pct. sammenlignet med kemoterapi.
»Det er første gang i 30 år, at man har kunnet vise så gode data, så det er et kæmpe gennembrud,« fortæller Claus Johansen.
Læs også: Amerikansk biotekselskab stiger efter positive forsøg
Derudover påpeger han, at en af de største virksomhedsaftaler indenfor sundhedssektoren i år, blev lavet indenfor ADC-området lige op til konferencen i sidste uge.
Her indgik den amerikanske virksomhed Merck en kæmpeaftale med det japanske selskab Daiichi Sankyo om at samarbejde på udviklingen af tre nye cancer-kandidater. Aftalen kostede i første omgang Merck 5,5 mia. dollar - men kan løbe op i hele 22 mia. dollar, skriver Reuters.
Det svarer til 155 mia. kr. - eller lige omkring 9 gange markedsværdien af danske Zealand Pharma. Japanske Daiichi steg 22,8 pct. på nyheden fredag i forrige uge, men er siden faldet tilbage.
Claus Johansen vurderer, at markedet for cancerbehandling med ADC kan opnå en størrelse på omkring 10-20 mia. dollar, fordi det kan bruges på en række forskellige kræft-typer. Der er dog stadig usikkerhed om, hvor udbredt behandlingen kan blive, vurderer han:
»Der er rigtig mange patienter, der kan komme i behandling, men det er også et spørgsmål om pris, fordi det er hundedyrt. Så det handler også om, hvorvidt der bliver skabt adgang til markedet,« siger Claus Johansen og tilføjer:
»Hvis prisen er fornuftig, så er der et stort marked.«
Læs også: Sundhedsinvestor har godt øje til amerikansk gigant: 'Et godt selskab med en dygtig ledelse'
Læs også: Novos populære vægttabsmedicin kan give færre ledige lægetider
