Det svenske bilfirma Volvo Cars har netop slået ny salgsrekord, hvor der i 2023 blev solgt 708.716 biler, hvilket er en stigning på 15 pct., sammenlignet med 2022.
Det fremgår af en meddelelse fredag, men nyheden bliver ikke belønnet af investorerne.
Volvo Cars-aktien falder med 0,1 pct. ved middagstid fredag, og aktien har kun kortvarigt været i positivt territorium for dagen.
Det pæne salg for Volvo er blandt andet drevet af en stor stigning i salget af elektriske biler. I 2023 solgte Volvo 113.419 elbiler, hvilket er en stigning på 70 pct. sammenlignet med 2022. Elbiler udgør nu 16 pct. af alle Volvos biler på verdensplan, fremgår det af meddelelsen.
Volvos største marked er det europæiske, efterfulgt af Kina og USA.
Aktien har dog haft det hårdt, hvor den det seneste år er gået tilbage med 36 pct.
Læs også: Mærsk i stor beslutning: Ændrer rute for alle skibe
