Det giver stadig mening, at GN Store Nord har købt amerikanske Steelseries.
Det vurderer Handelsbankens aktiestrateg Haider Anjum og senior aktiestrateg Michelle Nørgaard i et nyt analysenotat. Det sker, efter den svenske bank har været vært for et investorarrangement, hvor det danske C25-selskab var i fokus. Flere investorer undrede sig imidlertid over, hvorfor det danske høreapparatselskab havde købt den amerikanske producent af høretelefoner og headset til gamere i oktober 2021.
Det skete nemlig på et tidspunkt, hvor aktierne allerede var faldende, hvor inflationen var begyndt at vække bekymring, hvor renterne var stigende og hvor der allerede var fokus på, om forbrugernes købelyst ville fortsætte ufortrødent.
Læs også: Overset investorhit i vildt comeback
»Vi vurderer dog, at det strategiske rationale bag opkøbet fortsat synes klart,« lyder det fra strategerne.
De mener, at opkøbet er interessant, fordi GN Store Nord blandt andet har planer om større fællesprojekter mellem SteelSeries og både Audio og Hearing.
Læs også: Advarer mod bestemte aktier – du kan vade lige i en fælde
Strategerne vurderer samtidig, at GN Store Nord kan udnytte sin størrelse til at opnå forskellige synergier, blandt andet på omkostningssiden gennem forbedrede indkøbsmuligheder samt omsætningssynergier. Det forklares med, at »Steelseries i kombination med GN kan nå ud på flere markeder og salgskanaler.«
Strategerne holder fast i, at GN Store Nord-aktien rummer et langsigtet kurspotentiale.
Handelsbanken har derfor en køb-anbefaling på GN Store Nord-aktien med et langsigtet, treårigt kursmål på 535 kr. Til sammenligning var lukkekursen for GN Store Nord-aktien tirsdag 268,50 kr. Det indikerer et kurspotentiale på næsten 100 pct.
Læs også: 6 stærke aktier: 'Det bedste af det bedste kvalitet'
Læs også: Bavarian-topchef: 'Koppeudbrud er en lektion til regeringer'
