Henter kommentarer

| Opdateret

Svensk storbank: 'Vi er blevet en smule mere nervøse'


Der er grund til at være en smule mere nervøs på kort sigt på aktiemarkedets vegne.

Det vurderer Handelsbankens  aktiestrateg Haider Anjum og senior aktiestrateg Michelle Nørgaard i en kommentar tirsdag. Her vurderer man, at aktiemarkedet nu befinder sig i en konsolideringsfase, hvor investorerne leder med lys og lygte efter nyt brændstof til aktiemarkedet.

»Trods en længere periode med pæne kursstigninger på aktiemarkederne, så ser vi [...] fortsat positivt på den underliggende trend på aktiemarkederne på lang sigt. Når det er sagt så er vi dog blevet en smule mere nervøse på kort sigt og bemærker, at der ikke skal særlig mange negative nyheder til før markedet vil sætte sig,« lyder det fra strategerne.

Strategerne fremhæver blandt andet usikkerhed omkring centralbankernes fremtidige pengepolitik samt den fortsatte spredning af coronavirussen som to elementer, der kan lægge en dæmper på aktiefesten.

Læs også: 3 mulige aktieguldfugle – dem tror aktiechefen selv på

»Dette lægger op til en mere forsigtig og disciplineret tilgang med fokus på at få balanceret sine porteføljer på tværs af sektorer,« lyder det fra storbanken.

Handelsbanken bemærker, at den kinesiske ejendomskæmpe Evergrande har skabt »en del røre« på de finansielle markeder, fordi der er en frygt for, at ejendomsgiganten med en konkurs kan blive en ny »Lehman Brothers«. Lehman Brothers var en amerikansk investeringsbank, der 15. september 2008 kollapsede. Det er efterfølgende blevet omtalt som startskuddet på Finanskrisen.

»Overordnet set vurderer vi ikke, at Evergrand vil gå hen og blive Kinas svar på Lehman Brothers. Det skyldes, at selskabet har nok aktiver, som de kan sælge for at dække de kommende afdrag. Dernæst går der rygter om at den kinesiske regering vil træde til og hjælpe Evergrand,« forklarer strategerne.

Læs også: Blodrøde aktiemarkeder – det råder Nordea sine kunder til nu

Læs også: Danske Bank efter kursfald: Vi er på vej mod den værste del af september