Henter kommentarer

Sydbank: Dette kan gøre danske aktier til vindere - eller tabere


Dyre danske aktier kan ende med at blive taberne, hvis investorer i højere grad fokusere på prisen på en aktie.

Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen, efter et bestyrelsesmedlem af Federal Reserve, Lael Brainard op ikke blot lagde op til en stejl rentebane, men også en hurtig reduktion af centralbankens balance. Begge dele kommer til at ramme aktiemarkedet, vurderer Jacob Pedersen.

»Udviklingen for danske aktier afhænger af, hvad markedet kommer til at fokusere på de næste par måneder,« udtaler han.

Læs også: Investor har kritiseret vækstbørs massivt: Nu har han selv købt én First North-aktie

Alt efter hvad der kommer til at optage markedet, kan danske aktier enten blive taberne eller vinderne, tilføjer han.

»Krigen i Ukraine kan sammen med en frygt for væksten i Europa gøre danske aktier til vinder-aktier - i hvert fald relativt. De kan ende med at klare sig bedre - eller mindre ringe - end andre europæiske aktier,« vurderer han og uddyber:

»Investorerne vil i sådan en situation fokusere på selskaber med stabilitet og kvalitet, og det danske aktiemarked er fyldt med kvalitetsaktier,« udtaler han.

Den kvalitet har imidlertid også betydet, at danske aktier er »noget dyrere eller meget dyrere« i forhold til andre sammenlignelige europæiske selskaber, forklarer han.

Læs også: Lau Svenssen: Aktiemarkedet er kørt træt

Forklaringen er, at de store danske selskaber i flere tilfælde er »bedst i klassen« i vækstprægede og attraktive markeder. Den reelt dyre prisfastsættelse dækker derfor over, at der er tale om selskaber med et meget stærkt, langsigtet vækstpotentiale, forklarer aktieanalysechefen. Det er her, hvor udmeldingerne fra Federal Reserve får betydning.

Investorer har tidligere været parate til at købe sig ind i danske selskaber, selv om de var dyre, men efter den amerikanske centralbank i efteråret 2021 bebudede, at man var på vej med rentestigninger, er risikoen for, at investorerne ikke vil betale lige så dyrt for dansk kvalitet steget,« tilføjer Jacob Pedersen.

»Hvis markedet kommer til at fokusere på rentestigninger og prisen på aktierne, altså prissætningen, kan investorerne ende med at gå uden om danske aktier,« lyder det fra Jacob Pedersen.

Når investorerne følger renteudviklingen så nøje, så skyldes det, at renten har betydning for, hvordan professionelle analytikere vurdere nutidsværdien af et selskabs fremtidige indtjening.

Jo højere rente, jo lavere bliver nutidsværdien af selskabernes fremtidige indtjening. En højere rente rammer derfor i særlig grad vækstaktierne frem for valueaktierne, fordi vækstaktierne relativt set har en større del af deres indtjening længere ude i fremtiden.

Se listen: Danske selskaber til opturen og nedturen

Læs også: Penge tilbage i skat? Sådan bør du bruge dem