Bavarian leverer overordnet et dårligere end ventet kvartalsregnskab, ligesom selskabet nedpræciserer helårsprognosen.

Det fremhæver Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen, der gentager anbefalingen "køb", idet han vurderer, at værdierne i Bavarian ikke er indregnet i den nuværende aktiekurs.

»Vi ser især nyheder relateret til covid-19 vaccinen ABN-CoV2 og RSV-vaccinen som markante kurstriggere for Bavarian-aktien« skriver Søren Løntoft Hansen.

Bavarian Nordics omsætning er dykket med 47 pct. til 370 mio. kr. i andet kvartal, hvilket er 171 mio. kr. dårligere end Sydbanks estimat og 278 mio. kr. under markedsforventningerne.

Driftsindtjeningen (EBITDA) lander på minus 9 mio. kr. mod 197 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Det er 102 mio. kr. under Sydbanks estimat og 280 mio. kr. under markedsforventningerne.

»Vi minder som sædvanligt investorerne om, at en betydelig del af Bavarians indtægter er relateret til kontrakter, der typisk falder i klumper« skriver Sydbank, der derfor anbefaler, at investorerne bør fokusere mere på helårsprognosen end på de enkelte kvartalstal.

Bavarian nedpræciserer 2021-prognosen og ser nu en omsætning i niveauet 1900 mio. kr. mod tidligere 1900-2200 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på cirka 100 mio. kr. mod tidligere ventet 100-250 mio. kr.

Salget af Rabipur/RabAvert og Encepur falder mere end ventet i kvartalet, pointerer Sydbank, der henviser til, at salget af Rabipur/RabAvert falder – til trods for et let sammenligningsgrundlag – 10 pct. i forhold til andet kvartal 2020.

»Tilbagegangen er primært en konsekvens af, at Rapipur/RabAvert bliver brugt som rejsevaccine, og den lave rejseaktivitet som følge af covid-19 begrænser salget. Hertil kommer tab af markedsandele, da et par konkurrenter er tilbage i markedet efter produktionsproblemer« skriver Sydbank.

Læs også: Bavarian Nordic-finansdirektør: 'Vi må nok erkende, at vi blev overraskede'

Læs også: Bavarian Nordic-aktien falder

/ritzau/FINANS