Sydbank om Bavarian Nordic: Dette bliver afgørende


Bavarian Nordic kan måske se frem til at få støtte fra den danske stat til videreudviklingen af sin coronavaccinekandidat.
I hvert fald har EU godkendt støtte på 108 mio. euro - eller omtrent 800 mio. kr. - til Bavarian Nordic fra Danmark, som skal gå til et fase 3-studie med vaccinekandidaten.
Endnu er der dog ingen aftale mellem Danmark og Bavarian Nordic, fortæller selskabet til Ritzau Finans, men hvis en aftale skulle blive til virkelighed, vil det fjerne en masse usikkerhed fra aktien, som umiddelbart efter nyheden også gik i vejret med 13 pct.
Herefter blev den sendt i børspause, fordi Bavarian Nordic selv endnu ikke har ladet høre fra sig.
Læs ogå: Bavarian-aktien sendt i børspause efter støttenyt
- Det er noget, Bavarian Nordic har efterspurgt i adskillige måneder, og der er gået lang tid, hvor der ikke er sket noget. Derfor var finansieringen af fase 3-studiet også forbundet med noget usikkerhed, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.
- Med den her tilkendegivelse fra EU om støtten på omkring 800 mio. kr. kan vejen være brolagt for Bavarian Nordic til at kunne gennemføre et fase 3-studie. En kilde til usikkerhed er taget ud af aktien, og derfor ser vi også den her kursreaktion, fortsætter han.
Hvorvidt de 800 mio. kr., som i øvrigt ifølge EU skal falde som et tilbagebetalingspligtigt forskud, er nok til at finansiere vejen til en eventuel godkendelse, afhænger af størrelsen på det studie, som Bavarian skal gennemføre.
Og det kommer helt an på det danske selskabs dialog med sundhedsmyndighederne, lyder det fra Søren Løntoft Hansen.
- Om støtten her er nok kommer meget an på de samtaler, Bavarian har med sundhedsmyndighederne om størrelsen på studiet, siger senioranalytikeren.
- Jeg tror, at der er en overvejende sandsynlighed for, at man blot skal gennemføre et lidt mindre studie, end dem man har set fra eksempelvis Pfizer, og så er man formentlig hjulpet godt på vej med 800 mio. kr., fortsætter han.
Læs også: Bavarian får godkendt støtte på 108 mio. euro fra EU til vaccine
Læs også: Aktiechef om Bavarian Nordic: 'Det er meget væsentligt - der er et ret stort potentiale'
/ritzau/FINANS