De kraftige kursfald blandt teknologiaktierne, som vi har oplevet i 2022, er kun begyndelsen, lyder advarslen
Kursnedturen i tech-sektoren blev omtalt som en 'nedsmeltning' i onsdagens afsnit af Euroinvestors podcast Millionærklubben. Det store brede amerikanske indeks S&P 500 er faldet med 16,2 pct. siden sidste top. Nasdaq 100, som indeholder mange techaktier, er faldet hele 28,6 pct. Men en ny nedsmeltning for sektoren venter i horisonten, vurderer techinvestor og iværksætter David Heinemeier-Hansson.
»Vi har jo kun set en nedsmeltning på aktiekursen, vi har ikke set nedsmeltningerne af forretningerne. Dem har vi stadig i vente, når virksomhederne finder ud af, at de ikke kan rejse penge på samme måde som før, så risikerer de pludselig at løbe tør, hvis man bruger 150 mia. kr. om året, så der går ikke så længe, før den anden sko falder,« siger David Heinemeier-Hansson i Millionærklubben.
Læs også: Danske Bank: Disse aktier bør fylde mest i din portefølje lige nu
Den nye 'nedsmeltning' kan komme indenfor en overskuelig fremtid, ifølge iværksætteren.
»Jeg tror, at vi indenfor det næste år får nogle interessante udmeldinger. Hvis man bruger 100 mio. dollar om året og kun har 150 mio. dollar på kistebunden, så går ikke så længe med den omkostningsgrad, før man løber tør. Hvis man så skal ud i markedet og hente nye penge til en værdiansætning, som er en tiendedel af det, som den var, da man gjorde det sidst, så står man et meget svært sted,« siger David Heinemeier-Hansson.
Han forudser, at der er mange flere fyringer på vej i teknologisektoren, og at man kommer til at se virksomheder, som pludselig skal sælges meget hurtigt.
Kursnedturen i techsektoren var faktisk en god ting, hvis man spørger David Heinemeier-Hansson. Den holdning kan du læse mere om her.
Læs også: Nordnet: Derfor sælger Elon Musk ud – igen
Læs også: Der er penge at tjene på særlig pension – og snart bliver den endnu mere attraktiv