Henter kommentarer

Der er penge at tjene på særlig pension – og snart bliver den endnu mere attraktiv


200.000 kr.

Så mange penge kan man stå med ekstra i hånden som pensionist, og det er vel og mærke uden selv at skulle tage flere penge op af lommen eller påtage sig en øget risiko, forklarer privatøkonom hos PFA Pension, Camilla Schjølin Poulsen.

»Især de lønmodtagere, der ikke betaler topskat, kan nemlig opnå en gevinst, hvis de tilvælger en aldersopsparing på deres pensionsordning,« forklarer hun.

Læs også: Sådan holder du jul på budget – 13 gode råd fra økonomen

Forskellen skyldes, at reglerne for de tre pensionstyper: ratepension, livspension og aldersopsparing er helt forskellige, og derfor er det vigtigt, at man som pensionsopsparer træffer det rigtige valg.

Mens danskerne i mange år har haft mulighed for at spare op på en ratepension og en livspension, så er aldersopsparing den nyeste dreng i klassen, som alt for ofte bliver glemt, pointerer hun.

»De to store fordele er dels en stor fleksibilitet på udbetalingstidspunktet, idet pengene kan udbetales som en engangssum eller i bidder, og dels at opsparingen ikke giver modregning i folkepensionen, hvilket kan blive mange penge værd over en lang pensionstilværelse,« lyder det fra privatøkonomen.

Læs også: Har du sat maksimalt ind på Danmarks mest attraktive opsparingskonto i år?

Og fra 2023 gør nye regler fra Folketinget ens pensionsvalg endnu vigtigere.

Fra årsskiftet må der nemlig indsættes endnu mere på opsparingen, idet det årlige maksimum løftes fra pt. 5.500 kr. til 8.800 kr. Derudover må der fremover indsættes ekstra meget de sidste 7 år før folkepensionsalderen, nemlig cirka 57.000 kr. hvilket også er en forbedring fra i dag.

»For en 30-årig betyder det, at der i forhold til de nuværende regler, må indsættes hele 210.000 kr. mere på en aldersopsparing. Samtidig sikrer kommende regler, at indbetalingen ikke giver afledte negative effekter, for eksempel at ens samlever eller ægtefælle får mindre i for eksempel førtidspension eller folkepension,« forklarer Camilla Schjølin Poulsen.

Læs også: Tiden er inde – sådan får du styr på 3 store faktorer i din økonomi

En konkret beregning fra PFA viser, at en 30-årig lønmodtager med 450.000 kr. i bruttoløn kan opnå en gevinst på cirka 200.000 kr.* gennem pensionstilværelsen ved at have tilvalgt aldersopsparingen.

Altså hvis 15 pct. af lønnen indbetales til pension. Pensionen opgøres ved 69 år, omregnes til forventede nutidskroner og fordeles over 22 års pensionstilværelse.

»Gevinsten opstår ved, at en større del af pensionsudbetalingen friholdes fra at give modregning i folkepensionens tillæg. Betaler man topskat nu, bliver den økonomiske gevinst væsentligt mindre, idet værdien af et skattefradrag på indbetalingstidspunktet vejer tungt,« siger hun.

Hun tilføjer, at aldersopsparingen derfor primært bør tilvælges ud fra et ønske om en skattefri sumudbetaling, som er fuldt dækket til arvinger og beskyttet fra modregning i folkepensionens tillæg.

Læs også: Så mange penge kan din familie tjene, hvis du laver testamente

Læs også: Husk aktiesparekontoen – Den kan snart blive endnu mere attraktiv