Henter kommentarer

Så mange penge kan din familie tjene, hvis du laver testamente


37.

Så mange familieformer er der rundt regnet i dagens Danmark.

Derfor dækker vores arvelovgivning sjældent de behov, som mange familier har. Selv de såkaldte 'kernefamilier', altså gifte med fælles børn, har økonomiske fordele ved et testamente, pointerer privatøkonom i PFA, Camilla Schjølin Poulsen.

Hun peger på, at især tre situationer ofte giver problemer i arveforhold:

  • Den første er, at samlevende tror, at de automatisk arver noget efter hinanden, så længe de bare har boet sammen i mange år eller har børn sammen. De risikerer derfor at gå fra hus og hjem, når de opdager, at de ikke arver en eneste krone uden et testamente.
  • Den anden er, at man ikke får taget stilling til, hvordan ens pensioner, livsforsikringer og øvrig formue skal fordeles blandt arvingerne. En undersøgelse tilbage fra 2018 viste, at hele 3 mia. kr. stod til at havne i andre lommer, end dem de afdøde reelt ønskede.
  • Den tredje er, at man ikke er opmærksom på de økonomiske fordele ved testamentet.

Læs også: For denne gruppe boligejere er friværdien snart væk

Det er nemlig ikke småpenge, der hvert år afleveres i arveafgift (nu kaldet boafgift) til staten, tilføjer Camilla Schjølin Poulsen. Danmarks Statistik har opgjort tallet til 6,6 mia. i 2021.

»Hvis man ønsker at en større del af arven skal tilfalde ens pårørende, bør man kende reglerne,« siger hun.

Ægtefæller betaler 0 pct. i boafgift. Nærmeste familie for eksempel børn, børnebørn og samlevere betaler derimod 15 pct. Dog må de tilsammen deles om 312.500 kr. som kan arves uden afgift.

Alle øvrige arvinger, for eksempel en søster, god ven eller onkel, skal betale 25 pct. udover de 15 pct. og lander dermed på hele 36,25 pct.

Hun peger på, at hvis en del af arven udløser afgiften på 36,25 pct. er der ofte økonomiske fordele ved testamentere en del til velgørende foreninger.

Læs også: 10 råd fra økonomen til at spare penge i hverdagen

»En oplagt mulighed er at lade sin ægtefælle arve en større del, og derefter lade længstlevende give afgiftsfrie årlige gaver til børnene. Dermed forbliver flere penge i familien, og gevinsten kan løbe op i mange tusinde af kroner,« forklarer hun.

»Bor man sammen uden at være gift, så vil en tur på rådhuset eller op ad kirkegulvet betyde, at man sparer 15 pct. i boafgift, hvis den ene part går bort. Det kan beløbe sig til ganske mange penge,« tilføjer hun.

Ved en arv på 2 mio. kr. taler vi en besparelse på 253.125 kr. Ægteskabet har flere økonomiske fordele end bare boafgiften, men bør naturligvis fortsat overvejes nøje, understreger hun.

Læs også: Sådan sikrer du dig bedst i tilfælde af skilsmisse

De færreste ønsker, at arven til deres børn skal deles ved en efterfølgende skilsmisse mellem barnet og en eventuel ægtefælle.

»Løsningen er at indskrive i sit testamente, at arven til ens børn gøres til særeje. Dermed har barnet mulighed for at beholde hele sin arv intakt i en skilsmissesituation, i stedet for at måtte vinke farvel til 50 pct. af beløbet,« lyder det fra privatøkonomen.

Konklusionen fra Camilla Schjølin Poulsen er dermed klar: Testamentet er en fordel uanset hvor lille formuen er, og uanset hvor ukomplicerede ens familieforhold føles.

»Udover de økonomiske fordele, er det en stor gave for de efterladte, at man har taget stilling til, hvordan pengene skal fordeles. Det giver de bedste forudsætninger for, at de bevarer den gode relation efter ens død,« siger hun.

Hun råder også til gerne at søge rådgivning hos en advokat, så alle relevante aspekter tænkes med ind i testamentet.

Læs også: Privatøkonom: Dette råd har jeg tjent flest penge på

Læs også: Sådan får du ekstra højt skattefradrag i år