Henter kommentarer

Sådan sikrer du dig bedst i tilfælde af skilsmisse


Selvom man er lykkeligt gift, kan det være klogt at kende til reglerne og have garderet sig i tide, hvis nu der senere skulle opstå en skilsmissesituation.

Det er rådet fra privatøkonom i PFA, Camilla Schjølin Poulsen.

»Hovedreglen er, at man i et ægteskab har delingsformue, hvilket betyder, at man skal aflevere 50 pct. af sine positive værdier til hinanden ved skilsmisse. Det giver en god beskyttelse for parterne, og naturligvis særligt for den part, der ejer mindst,« forklarer hun.

Pensionsformue går dog ikke med i delingsformuen, og dermed får man som udgangspunkt lov til at forlade ægteskabet med sin egen pensionsopsparing. Det gælder også selvom den ene part har en meget større opsparing end den anden, tilføjer hun.

Det skyldes, at man må beholde sin pension, hvis man har indbetalt hvad der er normalt for ens stilling og lønniveau. Og dermed er det helt naturligt, at for eksempel en ingeniør har en større pensionsopsparing end en butiksassistent. Kun hvis man har indbetalt ekstraordinært meget, og måske endda med fælles penge, kan en kompensation til den anden part eventuelt komme på tale.

Læs også: Sådan får du ekstra højt skattefradrag i år

Man bør derfor som par sætte sig ned og kigge på pensionsopsparingerne, lyder det fra privatøkonomen.

»Hvis man kommer frem til, at det ikke er retfærdigt fordelt lige nu, kan man lave en aftale, en såkaldt ægtepagt, hvor man på forhånd aftaler, hvordan værdien af pensionerne skal deles i tilfælde af en senere skilsmisse,« siger Camilla Schjølin Poulsen og fortsætter:

Dette kan for eksempel være oplagt, hvis den ene part har taget lange barsler og været på deltid for at få familielivet til at gå op, og dermed ikke har haft mulighed for at indbetale så meget til sin pension, som partneren har.«

Ofte bærer man nogle aktiver med sig ind i sit ægteskab, som man ønsker at kunne beholde intakt i tilfælde af en skilsmisse. Det kan for eksempel være et familiesommerhus, værdien af ens virksomhed eller penge, som man har arvet af sine forældre.

»I så fald bør man også her nedfælde sine ønsker i en ægtepagt, som underskrives af begge parter og tinglyses. Ægtepagten regulerer hvad der sker med udvalgte aktiver, hvis ægteskab senere opløses i tilfælde af enten skilsmisse og dødsfald,« forklarer hun.

Det anbefales at få hjælp af en advokat til at udfærdige en ægtepagt.

Læs også: Banker advarer: Tusindvis af familier kan ende i økonomiske vanskeligheder

Læs også: Kendt forsikringsselskab vil forsikre gravide og deres ufødte børn gratis