Henter kommentarer

Sådan får du ekstra højt skattefradrag i år


En oplagt måde at undgå en truende restskat for 2022 eller sikre sig penge til gode fra Skat, er at lave et ekstraordinært pensionsindskud inden 31. december.

Det er tippet fra privatøkonom i PFA, Camilla Schjølin Poulsen.

Det kan man gøre ved at indsætte penge på sin ratepension eller sin livsvarige pension, og dermed opnå to store fordele. Nemlig at styrke sin fremtidige økonomi senere i livet samt at få et ekstra skattefradrag i år.

På ratepensioner må man alt i alt maksimalt indsætte 59.200 kr. om året, og på livrenter er beløbet 54.500 kr.

Læs også: Boost din økonomi med Euroinvestor

»Der er dog den finte med livrenten, at hvis man betaler ind via sin arbejdsgiver, så kan man nærmest indskyde ubegrænset på en livsvarig livrente, så længe beløbet blot kan indeholdes i årslønnen,« forklarer privatøkonomen.

Det betyder, at hvis man skynder sig – og er bagudlønnet – så kan man tage fat i sit lønningskontor og bede dem om at indsætte et ekstra højt beløb her i december måned. Lønsedlen dannes typisk omkring den 10. i måneden, så man skal ikke vente for længe, tilføjer hun.

»Man kan for eksempel indbetale næsten hele sin månedsløn, så man blot får nogle få hundrede kroner udbetalt. Det vil give et stort boost på både pensionsopsparingen og et mærkbart skattefradrag. Til gengæld kræver det, at man har råd til at undvære sin normale månedsudbetaling.«

Læs også: Økonom: Derfor skal du forskudsregistrere i år – med ekstra god grund

Særligt hvis man betaler topskat af sin løn, er der mange penge at spare ved at indskyde på pension.

»De færreste betaler nemlig topskat som pensionist, og det betyder at man får 15 pct. i gevinst ved at skubbe lidt af sin indkomst til senere i livet. Et indskud på for eksempel 50.000 kr. som kan indeholdes i topskatten, vil udløse et skattefradrag i år på cirka 26.000 kr. og en gevinst på 7.500 kr,« siger Camilla Schjølin Poulsen

Læs også: Økonom: Sådan får du det bedste ud af dine penge

Ekstra afledte gevinster er den lave afkastskat på pensionsopsparing samtidig med, at indbetalingen ofte også udløser et ligningsmæssigt pensionsfradrag. Ulempen kan være den mindre lønudbetaling samt eventuel modregning i folkepensionens tillæg.

»Kun få ved, at man rent faktisk må få en negativ lønseddel, hvis det er et meget højt beløb man vil indsætte sidst på året, for eksempel de sidste 4 måneders løn på én gang,« forklarer hun.

Hun tilføjer dog, at Skat oplyser, at den finte kun går én gang i livet, idet man derefter forventes at have lært lektien, og herefter indbetaler i tide på sin pension.

Læs også: Nu sker det igen: Derfor har strømprisen kurs mod himlen

Læs også: Danske Bank: Sådan kan du måske få en bedre pris i butikken