Henter kommentarer

Økonom: Derfor skal du forskudsregistrere i år – med ekstra god grund


Hvis du vil have økonomisk hjælp til de stigende renter og undgå en senere restskat, så brug fem minutter på din forskudsopgørelse.

Det er rådet fra privatøkonom i PFA, Camilla Schjølin Poulsen.

Dermed sikrer du nemlig, at du hverken betaler for meget eller for lidt i skat næste år.

Læs også: Økonom: Sådan får du det bedste ud af dine penge

Denne gang er det særligt de kraftige rentestigninger, som kalder på ekstra opmærksomhed, forklarer hun.

»For eksempel vil der ved årsskiftet blive refinansieret lån for omkring 45 mia. kr., og de vil alle stige kraftigt i renteudgifter. Heldigvis får man økonomisk hjælp via sit rentefradrag, men det kræver, at man først fortæller Skat om den øgede renteudgift,« siger hun og tilføjer:

»Har man omlagt eller refinansieret sit lån i løbet af i år og dermed forventer en højere renteudgift til næste år, så kan forskudsregistreringen være med til at øge den udbetalte månedsløn allerede fra januar, hvilket kan være en kærkommen hjælp i denne tid.«

Erfaringerne viser, at det primært er for høje fradrag på forskudsopgørelsen, der ender med at udløse restskat. Derfor er det især dem, man skal holde øje med, forklarer privatøkonomen.

Læs også: Danske Bank: Sådan kan du måske få en bedre pris i butikken

Udover renteudgifterne, er det især befordringsfradraget og lønindkomsten, som man bør tjekke.

»Mange har taget ugentlige hjemmearbejdsdage til sig, hvilket betyder meget for befordringsfradraget,« fortæller Camilla Schjølin Poulsen.

Hun kommer med et eksempel på, at befordringsfradraget er budgetteret 10.000 kr. for højt. Det ville i så fald udløse en restskat på cirka 2.600 kr.

»Derfor bør man alene forskudsregistrere med de antal dage, hvor man rent faktisk planlægger at møde ind på kontoret,« siger hun.

Læs også: Mange risikerer at betale for meget skat af pensionen

Også hvis man har fået nyt job eller har byttet dagpenge eller SU ud med lønindtægt, så skal man være opmærksom.

»Har man fået nyt job i 2022 og ens løn har ændret sig væsentligt, så bør man tilpasse i feltet med lønindkomst. Det er især hvis man har indkomst over topskattegrænsen, at man risikerer at skubbe en høj restskat foran sig, når lønnen stiger,« forklarer hun og fortsætter:

»Omvendt kan det også være rigtigt dyrt hvis ens indkomst falder, og man tjener under cirka 36.000 kr. i månedsløn. Så vil man nemlig skulle betale restskat på grund af et for højt beskæftigelsesfradrag.«

Også gennem året kan man justere i sin forskudsopgørelse, og allerede måneden efter vil ens arbejdsgiver automatisk tilpasse den månedlige skattebetaling, så pengene ender med at passe, når året er gået.

Læs også: Nationalbanken: Hver tiende vil blive insolvent

Læs også: Ikke set siden finanskrisen: Bilsalget nærmer sig det laveste i 13 år