Henter kommentarer

Mange risikerer at betale for meget skat af pensionen


Mange danskere har god grund til at tjekke deres indbetalinger til ratepension i denne tid.

For hvis man indbetaler mere i år, end hvad man kan få fradrag for, kan pengene blive beskattet flere gange.

»Problemet opstår typisk, hvis man indbetaler på flere ratepensioner. Mange har automatiske ratepensionsindbetalinger via deres arbejdsmarkedspension, hvor pensionsselskabet sørger for, at indbetalingerne ikke overstiger fradragsgrænsen,« siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension og fortsætter:

»Men herudover har en del danskere også en ratepension i for eksempel banken, og her skal man selv sikre sig, at man ikke samlet set indbetaler for meget til ratepensionerne. Og det er langt fra alle, der har styr på det.«

Læs også: Flere prisstigninger på vej til danskerne

I 2022 er ratepensionsindbetalinger op til 59.200 kr. fradragsberettigede. Indbetalinger over denne grænse, er der ikke fradrag for. Og da der samtidig skal betales skat af udbetalingen, bliver pengene altså beskattet to gange.

»Har man flere ratepensioner, skal man være særligt opmærksom på fradragsloftet i denne tid. Men også de danskere, som har planer om at sætte ekstra penge ind på pensionsopsparingen inden nytår, skal sikre sig, at de ikke kommer til at overstige fradragsgrænsen for ratepensionsindbetalinger. Her kan man i stedet vælge at lave et ekstra indskud til en pensionsordning med livsvarig udbetaling med fradrag,« siger Anne-Louise Lindkvist.

Hun peger desuden på, at hvis man kommer til at indbetale for meget til ratepension i år, har man mulighed for at rette op på det via den næste årsopgørelse, hvor man kan vælge, at pengene skal betales tilbage eller overføres til en pensionsordning med livsvarig udbetaling med fradrag.

Læs også: Nu sker det igen: Derfor har strømprisen kurs mod himlen

Læs også: 'En glædelig nyhed for bilejerne'