Henter kommentarer

Teodor på 21: "Disse aktier holder jeg øje med"


Millionærklubbens Junior Board hjælper Millionærklubben med at blive klogere på alt det, der foregår blandt unge investorer. Boardet bidrager med viden fra egen verden, og indgår aktivt i debatter, der kan gøre os alle sammen klogere på investering, fremtiden og tendenser blandt unge. Fremover vil du kunne møde medlemmer fra boardet i Millionærklubben og på Euroinvestor.

Teodor Andersen er 21 år, og bor for tiden i London, hvor han studerer BSC Management på London School of Economics. Når Teodor Andersen ikke studerer, bruger han blandt andet sin fritid på investeringspodcasten Student Investors' Club, han laver med en ven. Investeringsmæssigt betegner Teodor Andersen sig som analytisk og langsigtet, og så bruger han gerne tid på at nørde, hvem der sidder i de forskellige selskabers top.

Hvornår begyndte du at investere og hvorfor?
»Jeg fik interessen i investeringer fra de venner, jeg mødte i min gymnasietid, men det var først i forbindelse med, at jeg begyndte at akkumulere en stor opsparing over mit sabbatår, at jeg smed penge ind i markederne. Jeg var nok 18, da jeg gik ned i min Nordea og åbnede min investeringskonto. For mig er investeringer som ung interessante af flere årsager. Først og fremmest, fordi man opnår en enorm viden om både økonomi og politik, og hvordan verden fungerer generelt, som man kan tage med sig ind i studierne og job. Derudover fordi du lærer penges magt og værdi, før du for alvor kommer til at have dem mellem hænderne, hvilket måske er det allerstørste afkast, man genererer.«

Hvor kommer interessen fra?
»Jeg er vokset op i Sorø med en mor, som er kunsthistoriker, og en far, som er filmklipper, så det har ikke været i mit blod. Det har snarere været et produkt af min vennekreds, mine samfundsfaglige studier og et ønske om at skabe et liv på mine egne økonomiske præmisser.«

Læs også: Ung investor: Sådan investerer jeg 12.000 kr. om måneden

Hvad er din strategi?
»Først vil jeg understrege, hvad jeg ikke gør. Jeg har aldrig været med på nogen FOMO-bølger (fear of missing out. red), Reddit-spekulationer eller bitcoin-eventyr. Det holder jeg mig fra. Du kan kalde mig en tøsedreng, men jeg vil hellere kalde mig analytisk. For snarere investerer jeg langsigtet med et øje for det fundamentale i både virksomheden og den tilhørende industri. Det vil sige, at jeg kigger på det idiosynkratiske potentiale i virksomhedens ledelse og indtjeningsevne, men sekundært behovet for den bredere industri, den opererer i. For eksempel farma, teknologi, consumer goods, grøn energi eller e-commerce. Konkrete cases er virksomheder som Carlsberg, som har et enormt skarpt fokus på alkoholfri øl, international ekspansion, og karbon-neutralt emballage, og tydeligt er i et gigantisk marked, der vil eksistere på den lange bane.«

Handler du enkeltaktier, ETF’er, indeks eller fonde?
»Det er nok her, jeg kan sige, hobbyaspektet kommer ind. Jeg synes, det er sjovt at kigge på enkeltaktier og på mønstre i graferne, regnskaber og folkene bag. Når det er mine egne penge, så vil jeg også gerne selv trykke på aftrækkeren.«

Hvilke penge investerer du for?
»Alle de penge, jeg investerer, har jeg tjent selv. Jeg synes, at frem for at fokusere på mængden man investerer for, skal man være mere optaget af, at pengene er ens egne. Ellers opfører man sig urealistisk på markedet, og lærer meget lidt omkring, hvordan man opbygger en formue. Man skaber en 'moral hazard', som det økonomiske begreb hedder; ens lyst til at tage chancer stiger, når konsekvenserne falder.«

Hvad har indtil videre været din bedste investering?
»Jeg har tjent omkring 800 pct. på Tesla. Jeg investerede tilbage i 2018. Men trods Tesla nok springer i øjnene som en hype-aktie, så havde jeg faktisk et fundamentalt perspektiv. Jeg havde netop færdiggjort Elon Musks biografi, hvor man kom helt tæt på teknologien bag, og de skaleringsfordele, som de omdiskuterede gigafactories, der dengang var planer og i dag er virkelighed i både Kina og i Tyskland. Bogen gav også et dybdegående indblik i, hvor ærgerrig Musk er, så jeg var sikker på, han ville klare den. At jeg har taget en fortjeneste af den kaliber, er selvfølgelig primært funderet i den efterfølgende børspsykologi, der har fulgt aktien.«

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Har du en fordel, fordi du er ung, og har lang tid på markedet?
»Jeg har selvfølgelig den fordel, at de læringsprocesser jeg har i dag, vil styrke min financial literacy, når jeg bliver ældre og skal tage beslutninger såsom at købe et hus, et lækkert ur eller en ny bil. Det giver noget på den lange bane, at man forstår, både hvad der rykker afkast, og ved, hvad tidshorisont, risiko og cash flows er for en størrelse.«

Hvad er dit bedste råd til en ung person, der gerne vil i gang med at investere, men mangler det sidste spark?
»Jeg ville starte med at lytte til Millionærklubben og min egen investeringspodcast, Student Investors' Club, det er klart. Ellers så bare starte med at læse finansielle nyheder. MarketWatch eller Yahoo Finance er gode steder at begynde. Der er også en række gode bøger, såsom »Den Tålmodige Investor« af Helge Larsen. Faktisk er der så mange ressourcer derude, at det bare er om at komme i gang.«

Kan du nævne en håndfuld aktier, ETF’er, eller fonde, du godt kan lide, og derfor holder særligt øje med?
»Lundbeck har jeg selv aktier i, og den er faldet omkring 20 pct. siden sidste marts, og ligger lige nu i 240. Flere finanshuse har sat kursmål omkring 300-310 på baggrund af Lundbecks positive guidance for 2021, der blandt andet er bygget på en meget covid-19 resistent supply chain og produktionskapacitet, og en efterspørgsel, som mere eller mindre er uændret siden før pandemien. Det er et stærkt bud på en aktie, som har meget lidt nedadgående risiko, og en chance for at overraske positivt. Jeg har også haft olie på radaren siden starten af året, da det måske er den mest direkte eksponering til svingninger i den økonomiske aktivitet. OPEC (Organization of the Petroleum Exporting Countries red.) er stærkt optaget af at holde prisen oppe, og ny uro har også netop fået prisen til at hoppe over 70 dollar for brent crude. Hvis man tør satse på et bullish 2021, så kan olie være en god vej, selvom prisen måske allerede er tikket godt op. Det kunne være igennem olie futures eller virksomheder som British Petroleum eller Equinor. Jeg holder også øje med Peloton, der leverer hjemmefitness og gik på børsen i New York sidste år, kort før pandemien tog til. Aktien er steget mere end 300 pct., selvfølgelig på grund af de lukkede fitnesscentre. Jeg tror dog, Peloton vil tage yderligere markedsandele fra traditionel fitness i de næste par år, fordi der er påbegyndt en strukturel trend i folks fitnessvaner. Så pandemi eller ej, så er Peloton på vej frem. De sidste tre aktier ejer jeg dog ikke selv.«

Læs også: Snart kan du se din årsopgørelse: Det skal du være opmærksom på

Læs også: Private investorer er væltet ind på aktiemarkedet