Det er ingen hemmelighed, at manden bag Tesla, Elon Musk, har været begejstret for kryptovaluta.
Flere gange har han slået på tromme for den digitale møntfod dogecoin. Desuden vakte det opsigt, da Tesla indførte bitcoins som betalingsmiddel, så man kunne man købe sin spritnye Tesla med de digitale mønter.
Den fornøjelse varede dog kun indtil, at Tesla droppede betalingsmidlet af miljømæssige årsager.
Og nu lader det til, at Tesla atter skrotter bitcoin.
Selskabet har nemlig proklameret, at de har solgt hele 75 pct. deres bitcoins, skriver Insider. Ifølge Tesla er der tale om bitcoins for 936 millioner dollar.
Tesla smed tilbage i februar 2021 hele 1,5 mia. dollar i bitcoin. Det store sats bar frugt i november, hvor bitcoin toppede og en mønt kostede hele 67.000 dollar.
Men tiderne har vendt sig; bitcoin er blevet en skygge af sig selv – og kan i skrivende stund købes for 22.947 dollar stykket.
Musks elbilsselskab fremlagde onsdag regnskab, og investorerne kvitterede med at sende Tesla-aktien op.
Læs også: Tesla overrasker: Aktien ryger op
Læs også: Chefstrateg: Her er 9 billige, sikre og stabile aktier til nedturen
