Mandag har New Yorks anklagemyndighed sigtet Luigi Mangione for mordet på UnitedHealthcares administrerende direktør Brian Thompson.

Det skriver blandt andet CNBC på baggrund af retsdokumenter. 

Sigtelsen blev rejst få timer efter 26-årige Luigi Mangione var blevet fremstillet i en domstol i Pennsylvania for blandt andet anklager om våbenbesiddelse.

Luigi Mangione blev anholdt mandag på en McDonalds i samme amerikanske stat, efter en medarbejder havde henvendt sig til politiet, fordi han opførte sig mistænkeligt.

Fra Jessica Tisch, politidirektør i New York, lyder det, at gerningsmanden bag drabet på Brian Thompson ventede flere minutter, inden  det udførte angreb, som hun beskriver som »overlagt, planlagt og målrettet.«

På gerningsstedet har man fundet patronhylstre med ordene 'delay', 'deny' og 'depose' påskrevet. På dansk betyder det 'forsink', 'afvis' og 'afsæt'.

De første to ord bruges ifølge mediet til at beskrive sundhedsforsikringsselskabers metoder til at begrænse udbetaling af penge til kunderne.

Det var i sidste uge, at topchefen i det amerikanske forsikringsselskab United Healthcare blev skudt og dræbt.

Det skete udenfor hotellet Hilton Midtown i New York, hvor UnitedHealth Group skulle holde investorkonference. Konferencen blev sidenhen aflyst.

UnitedHealthCare står for omtrent 55 pct. af omsætningen i UnitedHealth Group, og forsikrer mere end 27 mio. mennesker i USA, har Bloomberg tidligere skrevet.

Læs også: Chef i amerikansk gigant skudt og dræbt

Læs også: Sundhedsinvestor fremhæver 3 spændende aktier til 2025: »Det er en aktie man skal holde øje med«