Med Vestas som dagens vinder efter markant ordreindtag og med fortsat fravær af nye bankkriser var der også torsdag fremgang for de danske aktier målt på C25-indekset, som steg til 1790,13 eller med 1,7 pct. i forhold til lukkeniveauet onsdag.
Mere overordnet tegnede handelsdagen sig mest positiv for de risikobetonede aktier, mens de mere defensive mestendels placerede sig i bunden af eliteindekset.
»Der er kommet lidt mere energi til markedet de seneste dage - apropos Vestas' store ordre. Og den var selvsagt en af de aktier, der var fokus på i dag,« bemærker afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen i Sydbank.
Læs også: Største ordre nogensinde til Vestas
»Det virker som om, at der er forholdsvis god interesse for danske aktier, hvilket måske kan tilskrives de mange penge, der kom ud i udbytte fra A.P. Møller i går. Og røgen har lagt sig for bankerne, så det giver noget stabilitet,« noterer Ole Kjær Jensen.
Vestas oplyste inden børsåbning, at selskabet var vundet sin hidtil største ordre på vindmøller til lands. Ordren er hentet i Brasilien, lyder på hele 1310 megawatt og har en 25-årig AOM 5000-serviceaftale tilknyttet.
Derudover fik Vestas også torsdag en ordre i Argentina på 162 MW.
Med de to ordrer har Vestas indtil videre i første kvartal annonceret ordrer for 2164 MW. I samme kvartal sidste år annoncerede Vestas store ordrer på 2179 MW ud over mindre ordrer på tilsammen 769 MW.
Dermed er Vestas tæt på konsensus blandt analytikerne for ordreindgangen i kvartalet.
»Det var måske ikke helt overraskende, at den store ordre kom - den var varslet i forvejen. Men det var med til at trække aktien op. Og jeg tror også, at det var med til at trække Ørsted op - jeg har i hvert fald ikke set noget nyt på den i dag,« siger Ole Kjær Jensen.
Vestas-aktien steg 5,2 pct. til 198,32 kr. Ørsted-aktien steg 4,6 pct. til 577,50 kr.
Læs også: Sydbank om 'klemt' C25-selskab: Der er 3 scenarier
Med i toppen af C25 var også Netcompany med et plus på 4,5 pct. til 249 kr. og GN, som steg 3,6 pct. til 156,15 kr. Det skete uden selskabsspecifikke nyheder, men som udtryk for øget risikovillighed i markedet.
»Der lidt risikoappetit i markedet. Og vi ser for eksempel FLSmidth stige, selv om der fragår udbytte,« siger Ole Kjær Jensen.
Hos FLSmidth fragik udbytte på 3 kr. per aktie, men aktien steg 2,8 pct. eller 7,20 kr. til 261,30 kr.
Omvendt lagde de mere defensive aktier sig i den tunge ende af eliteindekset med et tab til Genmab på 0,9 pct. til 2572 kr., et beskedne plusser til Novo og Novozymes på henoldsvis 0,2 pct. til 1079,60 kr. og 0,2 pct. til 349 kr.
»Generelt ser vi sundhedsaktier og stabilt forbrug - de mindre cykliske aktier - ligge i bunden. Men Novo har jo sat den ene rekord efter den anden i den seneste tid,« bemærker Ole Kjær Jensen
Med i bunden var også Rockwool, som faldt 0,4 pct. eller med 7 kr. til 1675,50 kr. selv om der fragik udbytte på 35 kr.
Læs også: 7 gyldne investeringsråd fra Warren Buffetts højre hånd
I både Novozymes og i Chr. Hansen var der torsdag ekstraordinære generalforsamlinger med fusion af de to selskaber på dagsordenen. Planen nåede at blive godkendt hos Novozymes inden børslukketid, mens generalforsamlingen i Chr. Hansen først begyndte sent på eftermiddagen.
Midt i indekset lukkede Mærsks B-aktie 2,6 pct. højere i 12.145 kr., og rederiaktien kom dermed igen i fremdrift efter tab på 23,1 pct. eller med 3565 kr. onsdag, da udbytte på 4300 kr. fragik aktien.
Mærsk fik skåret kursmålet for B-aktien af Danske Bank til 12.000 kr. fra 15.750 kr. efter udlodning.
Uden for eliteindekset sprang et fald i Torm-aktien på 14,4 pct. til 195,90 kr. i øjnene. Torms hovedaktionær, Oaktree Capital, vil gennem selskabet OCM Njord Holdings sælge 5 mio. aktier i det danske rederi. OCM Njord Holdings vil dertil tilbyde en option på køb af yderligere 750.000 aktier inden for 30 dage.
5 mio. aktier svarer til omtrent 6 pct. af den samlede aktiekapital i Torm, mens 5,75 mio. aktier vil være 6,9 pct. af aktiekapitalen.
Læs også: Bavarian Nordic ser 'stor mulighed' i konkurrents exit
Læs også: Muligt kæmpe marked – 4 aktier der kan følge med
.\˙ MarketWire