Chefen for investor relations, Peter Brondt, i forsikringskoncernen Tryg har haft nogle usædvanlige uger på jobbet.
Sammen med hans team er Peter Brondt vant til at være i dialog med avancerede, professionelle investorer og analytikere, der spørger detaljeret til de antagelser, der ligger til grund for selskabets kommunikation til markedet.
“Der er langt flere private investorer, der har ringet end normalt. Mange flere end vi er vant til, derfor har vi også en del ekstra til at hjælpe med at besvare spørgsmål,” fortæller Peter Brondt til Euroinvestor.
Det handler selvfølgelig om det store salg af nye aktier, hvor de eksisterende aktionærer ud af det blå skal tage stilling til, hvad de vil gøre med de tegningsretter, der er dukket op i depotet.
“Det er alle typer aktionærer, der ringer ind. Det kan være ældre damer over 80 år, der vil høre, hvad tegningsretter er for noget til de lidt mere komplicerede spørgsmål om de forventede synergier vi har meldt ud i forbindelse med emissionen,” siger Peter Brondt.
Som Euroinvestor tidligere har skrevet skal aktionærerne senest tage stilling til tegningsretterne inden onsdag 17. marts kl. 17.00. Ellers er de værdiløse.
“Rigtig mange skal forstå det her med tegningsretter. Hvad er det egentlig for noget? Der er også en del, der spørger, hvordan de skal gøre inde i deres handelssystem. Det kan vi dog ikke hjælpe med. Vi får også en del henvendelser fra aktionærer, der vil have en anbefaling til, hvad de skal gøre, men det afholder vi os også fra,” siger Peter Brondt.
Det allerførste jeg siger til dem er, at de skal gøre noget med de tegningsretterne, ellers taber i værdien.Peter Brondt
I forbindelse med tildelingen af tegningsretter er værdien af de eksisterende aktier dykket tilsvarende i kurs. Ud over de sædvanlige markedsudsving har den samlede værdi af Tryg været relativt stabil i tegningsperioden. Men på overfladen er kursen på Tryg-aktierne rent teknisk dykket kraftigt. Den bevægelse har også givet en strøm af spørgsmål fra bekymrede aktionærerne, der vil høre hvorfor kursen er styrtdykket.
“Og så taler vi mekanikken igennem,” siger han.
“Det allerførste jeg siger til dem er, at de skal gøre noget med de tegningsretterne, ellers taber i værdien. Mange tror, at hvis man slet ikke gør noget, så løser det sig nok automatisk. Men man er simpelthen nødt til at forholde sig til det her,” siger IR-chefen.
Mens presseteamet tager sig af henvendelser fra journalister, er det investor relations afdelingen i store virksomheder, der står for kommunikationen med investorer og analytikere.
Peter Brondt fortæller, at der har været ekstraordinært travlt, da den professionelle del af markedet også har behov for mere information end sædvanligt.
“Vi har fået en del henvendelser til de tal vi har meldt på ROI (return on investment) på 7 pct., samt EPS (indtjeningen pr. aktie) og så de forventede synergier på 900 mio. kr. Især synergier har der været behov for at forklare lidt nærmere. Det skyldes, at vi ud over de synergier vi ser i en sammenlægning af to forretninger også vurderer, at den eksisterende del af den svenske forretning også kan drives mere optimalt,” forklarer Peter Brondt.
Hvis salget går igennem bliver Tryg den suverænt største forsikringskoncern i Skandinavien.
Læs også: Uret tikker ... Tryg-aktionærer smider penge ud af vinduet, hvis de misser deadline