Tysklands regering er nået til enighed med finske Fortum om en købspris på samtlige aktier for at nationalisere Uniper og dermed afværge et kollaps i den tyske energisektor.

Det skriver Bloomberg News.

Parterne er landet på en pris på 1,70 euro per aktie i Uniper. Ifølge det tyske selskabs side ejede Fortum ved udgangen af 2021 77,96 pct. af aktierne i Uniper.

Læs også: Tyskland vil overtage gasgigant for at redde en kommende svær vinter

Med et ejerskab på 285.302.416 aktier løber den samlede handel således op i omkring 485 mio. euro - svarende til 3606 mio. kr.

Samtidig vil den tyske stat indsprøjte 8 mia. euro i Uniper. Det sker gennem udstedelsen af 4,7 mia. nye aktier i selskabet, som ligeledes vil blive købt for 1,70 euro per aktie.

Herefter vil den tyske stat eje omkring 98,5 pct. af aktierne i Uniper.

Læs også: Priserne fortsætter himmelflugt

Som led i aftalen vil den tyske regering desuden tilbagebetale et lån på 4 mia. euro til Fortum, som i sin tid blev udlånt til Uniper.

Aktiekøbet sker som led i nationaliseringen af Uniper, der har været udfordret af høje omkostninger forbundet med de stigende gaspriser.

Selskabet skulle i øjeblikket ifølge topchef Klaus-Dieter Maubach tabe omkring 100 mio. euro om dagen.

Læs også: Handelsbanken spår grum vinter og økonomisk recession

Læs også: Pensionsgigant satser på ny strategi

.\˙ MarketWire