Udsigt til kursfald: Her er tirsdagens finansielle overblik


Godmorgen og velkommen til endnu en børsdag.
Der er lagt op til kursfald, når dagens handel går i gang - både herhjemme og på den anden side af Atlanten.
S&P 500 og det teknologitunge Nasdaq-indeks lukkede mandag i nye rekorder, men prisen på olie steg også, efter den amerikanske præsident, Donald Trump, kaldte våbenhvilen mellem USA og Iran for »utroligt svag,« skriver CNBC.
Tirsdag kan investorerne se frem mod friske tal fra medicoselskabet Coloplast og it-selskabet NNIT.
Det er også værd at bemærke, at logistikkæmpen DSV i dag afholder kapitalmarkedsdag, hvor investorerne ser frem til en opdatering på selskabets strategi og finansielle mål.
Der kommer også friske inflationstal fra USA i form af de såkaldte CPI-tal.
Læs også: Når et dødsfald smitter af på naboens boligpris
Vi starter den finansielle overflyvning østpå, hvor børserne lige nu er åbne for handel:
Japanske aktier stiger 0,6 pct. når man kigger på det ledende Nikkei-indeks.
Også i Hongkong stiger de kinesiske aktier i Hang Seng-indekset med 0,3 pct.
Europæiske aktier står til at blive mindre værd, når handlen snart går i gang. Futures indikerer således et fald på 0,6 pct. til det toneangivende Euro Stoxx 50-indeks.
Indekset dækker over 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.
Amerikanske aktier står også til at falde i tirsdagens handel.
Futures for de tre ledende aktieindeks, Dow Jones, S&P 500 og det teknologitunge Nasdaq peger altså ned, og værst ser det ud for det teknologitunge Nasdaq-indeks, der står til at åbne i et fald på 0,3 pct.
Læs også: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Intel-aktien
S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.
Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.
Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien.
Olieprisen stiger med 0,6 pct. og handler til omkring 105 dollar for en tønde af den toneangivende Brent-olie, mens prisen på den amerikanske WTI-olie stiger 0,3 pct. og koster 82 dollar per tønde.
Guldprisen falder en smule. Det gyldne metal handler til en pris på 4.721 dollar pr. ounce. Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.
Kryptovalutaen bitcoin er steget 0,5 pct. det seneste døgn, og den digitale mønt koster dermed nu 81.020 dollar.
Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.
Læs også: Hanta-virus sender vaccineaktie op
Læs også: Hundredtusindvis af danskere kan se frem til 500.000 kr. ekstra