Den amerikanske regering vil forbyde den populære videodelings-app Tiktok i USA, hvis ikke applikationens kinesiske ejere sælger deres aktier.

Det erfarer The Wall Street Journal fra unavngivne kilder.

Det er Committee on Foreign Investment in the U.S., Cifus, der for nyligt har overbragt beslutningen til Tiktok og Bytedance.

Beslutningen er et markant skifte i Biden-regeringens hidtidige håndtering af udfordringerne med Tiktok, men præsident Joe Biden, en demokrat, er den senere tid også blevet udsat for kritik fra sine republikanske modstandere for, at han ikke har været hård nok over for det kinesiske sociale medie, der anses for en trussel mod den nationale sikkerhed.

Læs også: Uhyggelig kursudvikling: 'Faldet fra tindernes storhed har været dramatisk'

Tiktok ejes officielt af kinesiske Bytedance, men ejeren siger selv, at dets aktier i Tiktok reelt ejes for 60 pct. vedkommende af internationale investorer, for 20 pct. vedkommende af medarbejderne og for 20 pct. vedkommende af Tiktoks grundlæggere, herunder Bytedances topchef, Liang Rubo.

Grundlæggerne menes dog at have ekstra stemmeret og derved at kontrollere selskabet.

Tiktok oplyser til The Wall Street Journal, at det ikke mener, et tvungent frasalg vil adressere den påståede sikkerhedsrisiko.

- Hvis beskyttelsen af den nationale sikkerhed er målet, ville et frasalg ikke løse problemet. Et forandret ejerskab ville ikke medføre nye restriktioner på bevægelserne i eller adgang til brugerdata, hedder det i en kommentar fra talskvinden Brooke Overwetter.

Tiktok har i et forsøg på at imødekomme de amerikanske myndigheder indgået en aftale med Oracle, kaldet "Project Texas", om at lagre data fra amerikanske brugere og om at undersøge applikationens software og algoritmer. Desuden har det kinesiske selskab foreslået at oprette et råd med tre regeringsgodkendte medlemmer, som skal holde øje med applikationen i USA.

Læs også: Flest handler i et halvt år: 'Lidt mere liv i boligmarkedet'

Læs også: Bioporto overvejer aktiemanøvre for at finde 75 mio. kr.

.\˙ MarketWire