Henter kommentarer

Flest handler i et halvt år: 'Lidt mere liv i boligmarkedet'


Tidlige forårsfornemmelser kan så småt spores på boligmarkedet, da februar-måned bød på flest bolighandler i et halvt år.

Det viser friske tal fra Boligsiden.

I alt blev der solgt 5.107 huse, lejligheder og fritidshuse i februar, og det er 24 pct. flere end i januar, hvor der kun blev underskrevet 4.128 købsaftaler.

Læs også: Finansuro kommer særlig gruppe boligejere til gavn

Til tallene siger cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre:

»Der kom lidt mere liv i boligmarkedet i februar. Det sker efter en periode med meget lav puls, hvor handlerne har været nede og runde det laveste i omkring et årti. Det er dog ikke en decideret opblomstring, og handelstallene for februar er de laveste for en februar måned siden 2016. Men der er bestemt fremgang at spore. Fremgangen ser vi komme på baggrund af, at der er kommet en anelse mere ro omkring renterne og den økonomiske situation.«

Boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann forklarer, at der er flere årsager til tallene.

»Renten steg næsten kontinuerligt i februar, og det gjorde det sværere for køberne at få råd til den ønskede bolig. Samtidigt er mange familier bekymrede for timingen, da både hus- og ejerlejlighedspriserne allerede er faldet med 10-12 pct. på landsplan. Det er derfor forståeligt, at mange købere stadig holder lidt igen,« siger hun.

Læs også: Færreste lånetilbud i 6 år: Her er forklaringen

Onsdag kom der en frisk analyse fra Nationalbanken, hvor de skruede gevaldigt ned for forventningerne til boligmarkedet.

Nationalbanken forventer, at boligpriserne i 2023 vil dale med hele 9,4 procent.

Skruer man tiden et par måneder tilbage til september, troede banken blot på et prisfald i omegnen af 5,6 procent i 2023.

Du kan læse mere om Nationalbankens prognose her.

Læs også: I disse landsdele er huspriserne faldet mest

Læs også: 'Boligrenterne brager ned': 5-procentlånet kan snart være fortid