Et rædselsfuldt skoleskyderi i den amerikanske delstat Texas har sendt 21 uskyldige ofre i døden. Samtidig har den blodige massakre givet gedigne kursstigninger til våbenaktier.

Lad os tage et kig på fakta først:

Klokken 11.30 den 24. maj kører en 18-årig mand sin bil i stykker nær en skole i Uvalde, Texas. I bilen ligger to semiautomatiske rifler.

Klokken 11.35 træder den unge mand ind på den nærliggende skole og baner sig vej ind i et klasselokale. I hans hånd er den ene riffel.

De efterfølgende 75 minutter dræber den 18-årige mand 19 børn og to voksne med riflen.

Læs også: Benzinprisen hamrer op: Så dyrt er det

Skoleskyderiet er det andet mest fatale i USAs historie, og dets grusomhed har fået amerikanere til at skrige efter strammere våbenlovgivning.

Alt i alt skulle man således tro, at massakren i Uvalde er dårlig reklame og horribelt nyt for våbenproducenterne.

Men faktisk er det modsatte tilfældet. Våbenproducenterne Smith & Wesson samt Vista Outdoor steg begge omkring 7 pct. dagen efter skyderiet. Stigningen er nu oppe på henholdsvis 9 og 11 procent siden 24. maj. Også Sturm Ruger er gået frem med 6 procent.

Stigningen er ikke enestående, og The New York Times fremhæver, at våbenaktier ofte sendes opad efter masseskyderier. Investorerne regner med, at folk skynder sig ned til våbenhandlerne og køber ind af frygt for, at ny lovgivning vil spænde ben for, at man kan få et gevær med hjem under armen.

»Våbenindustrien har perverse incitamenter, fordi salget og deres lagre stiger, når der er begivenheder som denne,« siger Dru Stevenson, professor ved South Texas College of Law i Houston, til The New York Times.

Som følge af masseskyderiet i Uvalde, har det demokratiske parti foreslået en ny lov, som tilsiger, at folk skal tjekkes grundigere, før de må købe våben.

Den 18-årige skoleskyder havde købt sine to våben ved en lokal våbenhandler i Texas helt lovligt. Han købte også 375 patroner med ammunition.

Læs også: Danske aktier i vild optur – 'begå ikke den her fejl i dag'

Læs også: 3 aktier teknisk set: Købssignalerne vælter ind