Forsikringsselskabet Tryg er fredag morgen kommet med friske tal for tredje kvartal af 2023.
I tredje kvartal havde Tryg et resultat før skat på 1.225 mio. kr., hvilket er 25 pct. bedre end sidste års resultat fra samme periode på 964 mio. kr.
Det er også højere end forventet af analytikerne, der forudså et resultat før skat på 1.029 mio. kr., ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.
»Resultatet er drevet af højere indtjening fra den større koncern, synergier og forbedring i den underliggende forretning, og sikrer en solid kapitalposition,« udtaler koncernchef Johan Kirstein Brammer til regnskabet.
Det forsikringstekniske resultat landede på 1.513 mio. kr. i tredje kvartal, hvor det i samme periode sidste år lå på 1.785 mio.kr.
Og dermed lander det under analytikernes forventning på 1.588 mio. kr.
Læs også: Analytikere skyder opkøbsrygter ned - har svært ved at se relevans
Det forsikringstekniske resultat har været påvirket af vejrskader for mere end 600 mio. kr, »hvilket er det højeste niveau af vejrskader efter genforsikring de seneste 15 år,« skriver Tryg i regnskabet.
»Blandt andet skabte stormen Hans ødelæggelser i store dele af Skandinavien, samtidig med at der var adskillelige skybrud og heftigt regnvejr i Norden samt ekstreme vejrbegivenheder i det sydlige Europa, som ramte skandinaviske turister,« fremgår det af regnskabet.
Det forsikringstekniske resultat viser resultatet af forsikringsforretningen, hvilket vil sige præmieindtægter og forsikringstekniske rente fratrukket erstatningsudgifter og driftsomkostninger.
Læs også: Store ændringer i dansk forsikringsselskab: Fyrer op mod 270 medarbejdere
Trygs Combined ratio for perioden lå på 83,8 pct., mens analytikerne havde forventet, at nøgletallet landede 83.
I samme periode sidste år lød det på 81,3 pct.
Combined ratio er et vigtigt nøgletal i regnskaber for forsikringsselskaber, der er summen af erstatningsprocenten og omkostningsprocenten.
I regnskabet fremgår det også, at der er udbytte på vej til aktionærerne i Tryg samt et aktietilbagekøbsprogram. Det kan du læse mere om her.
Læs også: Tryg overvejer ifølge medie køb af britisk forsikringsselskab
Tilbage i slutningen af september varslede Tryg ændringer i strategien og organisationen, der blandt andet indebar at samle deres erhvervs- og industrisegmenter og fyrer op mod 250-270 medarbejdere.
I regnskabet udtaler koncernchef Johan Kirstein Brammer om den nye strategi:
»Ændringerne underbygger både vores løfte om at levere på de finansielle mål for 2024, og gør os klar til en ny strategiperiode. Ændringerne fremtidssikrer vi en større koncern og tilpasser organisationen til det nuværende makroøkonomiske miljø.«
Tryg har en markedsværdi på 83,2 mia. kr., og aktien er faldet med knap 21 pct. siden årets start.
Det danske forsikringsselskab har både aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige, men hovedkontoret ligger i Ballerup. Selskabet har omkring 7.000 medarbejdere og cirka 5,7 mio. kunder.
Læs også: Neuroøkonom sammenligner SAS-aktien med kryptovaluta: 'Det er essensen af gambling'
Læs også: Lars Tvede sætter ord på tidsplan for åbning af ny fond


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner