Vestas-aktien er tæt på at være fair prissat.

Sådan lyder den samlede vurdering blandt analytikerne af den danske vindmølleproducent. Den danske C25-aktie er netop blevet fremhævet af Jyske Banks senior aktiestrateg, Michelle Nørgaard, som et muligt aktie-guldhåb for 2023.

»Når vi kigger på de langsigtede vækstudsigter hos Vestas, så har de nærmest aldrig set bedre ud,« forklarer hun. Det kan du læse mere om her.

I løbet af de sidste 12 måneder er kursen på Vestas-aktien helt uændret. Men hvad mener analytikere andre steder om udsigterne for vindaktien fremadrettet?

Læs også: Danske Bank-strateg: Sådan ville jeg placere 100.000 kr. nu

Der er ifølge Bloomberg 31 analytikere, der har dækning af aktien. Af dem har 12 en købsanbefaling, 11 analytikere har en hold-anbefaling, mens 8 af analytikerne har en sælg-anbefaling.

Ser man på analytikernes kursmål, altså hvad analytikerne i gennemsnit vurderer, at aktiekursen vil bevæge sig imod inden for de næste 12 måneder, så forudser de et lille kursfald på -3,4 pct.

Læs også: Jyske Bank-strateg: Disse 3 aktier bør man satse på i starten af 2023

De vurderer, at Vestas-aktien kan bevæge sig imod 189 kroner.

Den, der er mest positiv over for Vestas-aktien, er storbanken Citi, der har en købsanbefaling og et kursmål på 360 kroner.

I den modsatte ende af skalaen finder man finanshuset BNP Paribas Exane, der har en sælg-anbefaling og et kursmål på 125 kroner.