Onsdag lander der foreløbelige tal for prisudviklingen i Eurozonen i marts måned.
Og her venter investorerne, at den nedadgående tendens for inflationen fortsætter.
Sådan lyder det fra storbanken Nordea i sin Morgenrapport. Her peger banken på, at der i markedet er en forventning om, at inflationen vil falde fra 2,6 pct. i februar til 2,5 pct. i marts. Kigger man på kerneinflationen er forventningen, at den vil falde fra 3,1 pct. til 3 pct.
Hvis inflationen lander som markedet forventer, så kan det få betydning for den europæiske centralbanks kommende rentebeslutninger, vurderer Nordea:
»Lever de aktuelle inflationstal op til forventningerne, vil det understøtte markedsforventninger om en rentenedsættelse fra ECB til juni,« lyder det fra Nordea.
Forventningerne i markedet er blandt andet understøttet af, at der tirsdag landede tal for inflationen i Europas største økonomi, Tyskland. Her faldt inflationen mere end ventet i marts, hvilket du kan læse mere om her.
Det er blandt andet medvirkende til, at man hos Sydbank forventer at inflationen vil falde mere end ventet:
»Vi vurderer, at inflationen falder til 2,3-2,4 procent i marts ud fra de tyske, franske, italienske og spanske inflationstal. Falder inflationen kraftigere, kan renterne blive presset ned,« skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i Sydbanks nyhedsoversigt.
De tyske inflationstal fik Danske Bank-analytiker Bjørn Tangaa Sillemann til at påpege, at den første rentenedsættelse allerede kan komme på ECBs rentemøde i næste uge, hvis inflationen for marts falder mere end ventet. Det kan du læse mere om her.
De europæiske inflationstal lander klokken 11 onsdag formiddag.
Læs også: Så meget sparer du på de nye elpriser: Forskel på jyder og sjællændere
Læs også: Vil du med på anden bølge af AI-hypen? Så skal du købe disse 3 aktier


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner