Henter kommentarer

Vildt milliardbeløb: Verdens største fond leverer største afkast nogensinde

Norwegian five hundred Crowns currency banknote pictured in Stockholm on December 8, 2011 in Stockholm. AFP PHOTO / JONATHAN NACKSTRAND. JONATHAN NACKSTRAND / AFP
Norwegian five hundred Crowns currency banknote pictured in Stockholm on December 8, 2011 in Stockholm. AFP PHOTO / JONATHAN NACKSTRAND. JONATHAN NACKSTRAND / AFP Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

2.222 milliarder norske kr. svarende til 1.465 mia. danske kr.

Så meget mere værd blev den norske oliefond i 2023. Det er det største afkast i kroner og øre nogensinde, og det svarer til, at fonden er blevet 16,1 pct. mere værd.

Ved udgangen af 2023 lå oliefondens værdi på 15.765 mia. kr.  eller 10.394 mia. danske kr.

En stor del af værdistigningen kan dog forklares med noget, som er ude af fondens hænder, forklarer seniorøkonom i Sydbank, Kim Blindbæk.

»Det store afkast er et spejlbillede af, at den norske krone er blevet svækket i 2023. Investeringerne i den norske oliefond er nemlig i udenlandsk valuta, der stiger i værdi, når den norske valuta bliver svækket. I sig selv bidrog valutakursudsving med 409 milliarder norske kroner,« skriver Kim Blindbæk i en kommentar.

Oliefonden er en statsejet fond, som forvalter de penge som Norge tjener på olie og gas. Pengene investeres gennem fonden i obligationer og aktier, så den norske opsparing kan vokse sig større.

Oliefondens nuværende værdi ligger på over 16.200 mia. norske kr. svarende til 10.680 mia. danske kr.

»For at sætte det i perspektiv, er oliefonden cirka fire gange større end hele den danske økonomi (2022-tal). Alternativt kan man sige, at hver eneste nordmand har omkring tre millioner norske kroner sparet op i oliefonden,« skriver Kim Blindbæk.

Den norske økonomi kan i øjeblikket nyde godt af, at Rusland er blevet lukket ude i kulden af mange vestlige lande. Det betyder nemlig en større efterspørgsel efter den norske olie og gas, forklarer seniorøkonomen.

Indtægterne fra energisektoren forventes at ligge på 860 mia. norske kr. i 2024. Det svarer til 567 mia. danske kr.

Læs også: 

Læs også: