Voldsomme kursfald præger markederne: Her er torsdagens finansielle overblik


Godmorgen og velkommen til denne torsdags finansielle overblik.
AI-temaet har sendt chipaktierne på himmelflugt i år, men nu ser investorerne ud til at tage gevinsten - og det gør de i stor stil.
Det skriver Bloomberg.
Onsdag blev en tung dag for de amerikanske aktier, som faldt med 1,1 pct., når man kigger på S&P 500, mens kursfaldet for det teknologitunge Nasdaq-indeks lød på 1,9 pct.
Den nedtur ser ud til at fortsætte i denne torsdags børshandel.
Udsalget af chipaktier har også rystet markederne i Asien, hvor det ledende sydkoreanske indeks Kospi falder med 8 pct., og har sat gang i et handelsstop, ifølge mediet.
De blodrøde kursfald kommer i kølvandet på, at den amerikanske inflation steg mere end ventet onsdag, og samtidig nærmer renterne sig de højeste niveauer i årevis.
Det har ifølge Bloomberg været med til at sætte gang i det voldsomme udsalg og investorernes frygt for, om AI-temaet vil kunne levere på de høje forventninger til afkast i fremtiden.
Læs også: Analytiker 'tog fejl' af dansk folkeaktie: Ser alligevel markant kurspotentiale i aktien
Vi starter dagens overblik med at tage silkevejen til Asien, hvor handlen er skudt i gang, og det er en tung dag for investorerne på disse kanter.
Japanske aktier dykker voldsomt, når man kigger på det ledende indeks i landet Nikkei, som er nede med 5,4 pct.
Samme tendens gør sig gældende for kinesiske aktier, der falder med 1,5 pct., når man kigger på Hang Seng-indekset med base i Hongkong, hvor flere store kinesiske selskaber er børsnoteret.
I Europa står aktierne også til at få kurshug, når handlen skydes i gang i formiddag. Europæiske aktier står her til at falde med 1,2 pct., når man kigger på futures for Stoxx 50-indekset.
I USA er der også kursfald på menuen. De amerikanske aktier står til at falde tungt ledt an af det teknologitunge Nasdaq-indeks. De ledende indeks S&P 500, Dow Jones og Nasdaq står til at falde med mellem 0,1 og 1,1 pct.
Læs også: 'Det er dårligt nyt': Chefanalytiker fremhæver særlig gruppe boligejere
Olieprisen falder ligeledes her til morgen. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 94,00 dollar, hvilket er 1,2 pct. lavere end i går, mens den europæiske Brent-olie koster 104,2 dollar, hvilket er et fald på 1,8 pct. over de seneste 24 timer.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen stiger med 1,5 pct. Guld handles således til en pris på 4.144,1 dollar pr. ounce.
Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.
Kryptovalutaen bitcoin falder med 1,4 pct., når man kigger på det seneste døgn. Den digitale mønt koster dermed 80.796 dollar.
Læs også: Inflationen overrasker i USA