Wall Street peger på 3 mulige aktievindere i et uroligt marked


Geopolitiske spændinger og store udsving på aktiemarkederne har gjort det vanskeligere for private investorer at finde de næste vindere.
Alligevel peger Wall Streets analytikere på tre aktier, som efter deres vurdering har et solidt vækstpotentiale – og som investorer kan tjene penge på, hvis forventningerne holder stik, skriver CNBC.
Tre af de aktier, der bliver fremhævet, er CrowdStrike, AST SpaceMobile og Broadcom. Især CrowdStrike bliver set som en mulig vinder på den hastige udvikling inden for kunstig intelligens.
1) Stifel-analytiker Adam Borg har for nylig gentaget sin købsanbefaling på cybersikkerhedsselskabet Crowstrike og hævet sit kursmål fra 220 dollar til 230 dollar.
Hans optimisme bygger blandt andet på CrowdStrikes position på markedet og selskabets mulighed for at drage fordel af kunstig intelligens på flere områder.
Læs også: Økonom ser fire scenarier for Novo-aktien
»CrowdStrike er en vigtig, velpositioneret cybersikkerhedsplatform, der drager fordel af kunstig intelligens i kraft af sin omfattende portefølje, unikke datasæt og evne til både at sikre AI og bruge AI til at forbedre sikkerheden,« udtaler Adam Borg.
Kunstig intelligens kan samtidig skabe nye sikkerhedshuller, som hackere kan forsøge at udnytte. Det øger ifølge analytikeren behovet for cybersikkerhed og har gjort området til en topprioritet for mange virksomheder.
Udviklingen øger interessen for CrowdStrikes nye AI Detection & Response-løsning og selskabets bredere sikkerhedsplatform.
Adam Borg fremhæver desuden, at den AI-drevne efterspørgsel giver CrowdStrike flere mulige forretninger og understøtter forventningen om en høj tilgang af ny årligt tilbagevendende omsætning i regnskabsåret 2027.
Læs også: Kinesisk chipkæmpe eksploderer ved børsdebut – bliver landets næstestørste
Analytikeren mener, at CrowdStrike har flere vækstdrivere, som kan føre til en omsætningsvækst i de høje tocifrede procenter og en forbedret rentabilitet i de kommende år.
2) Ud over CrowdStrike fremhæves også AST SpaceMobile, der arbejder på at opbygge et globalt satellitbaseret mobilnetværk.
Piper Sandler-analytiker Alexander Potter har indledt dækningen af AST SpaceMobile med en købsanbefaling og et kursmål på 100 dollar.
Han fremhæver blandt andet selskabets mere »spiselige værdiansættelse«.
3) Den tredje aktie er chipgiganten Broadcom.
Morgan Stanley-analytiker Joseph Moore har gentaget sin købsanbefaling på Broadcom og sat et kursmål på 502 dollar.
Han forventer, at Broadcom vil bevare sin førende position inden for AI-chips.
Læs også: Kan vi gøre forebyggelsen mod hvidvask og terrorfinansiering endnu bedre?
Læs også: Vigtig raketaffyring blev udskudt - nu venter investorerne spændt