En brandvarm jobrapport vidner om, at recessionen endnu ikke er kommet til USA, og selv om det øger forventningerne til en mere høgeagtig amerikansk centralbank, og dermed risikoen for flere renteløft, hvilket sender markedsrenterne opad, så skubber det fredag de amerikanske aktier videre i vejret.
Så meget, at det faktisk er meget tæt på igen at være et bullmarked.
Med til at skabe en god stemning er også, at Senatet torsdag aften vedtog den lov, som suspenderer den føderale regering i USA's lovbestemte gældsloft frem til 2025, og dermed er vi i allersidste akt af dramaet, præsident Bidens underskrift, om en mulig betalingsstandsning.
Læs også: Det her har får investorer til at sætte penge i teknologiaktier
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.10, amerikansk østkystid, 1,3 pct. Torsdag steg det også med 1,0 pct., og hovedindekset er dermed efter en moderat negativ ugestart på vej mod et samlet ugeplus på 1,7 pct.
Dow Jones løftes samtidig fredag med 1,9 pct., mens Nasdaq går frem med 0,9 pct.
- Modstandsdygtig økonomi og forbrugere er på kort sigt godt nyt for aktiemarkedet, kommenterer Edward Moya, senioranalytiker i finanshuset Oanda.
S&P 500 handles nu i 4276 indekspoint, og dermed er det brudt over toppene fra februar og november sidste år, og markedet flirter med et niveau, der ikke er set siden august 2022.
Desuden er indekset steget med 19,5 pct. siden lukkebunden i oktober sidste år, og dermed er aktierne i USA snublende tæt på at være i et bullmarked, hvilket defineres som et plus på 20 pct. fra bunden.
Læs også: Danske Bank om aktiedarling: Den er værd at købe
Fredagens jobrapport for maj viste, at der blev skabt 339.000 nye jobs uden for landbruget. Langt mere end ventede 195.000 stillinger.
Underliggende var der fortsat stor styrke i servicesektoren, men rapporten indeholdt også elementer, der trods alt peger i retning af en afkøling. Væksten i timelønningerne aftog, og ledigheden steg overraskende. Antallet af ugentlige arbejdstimer faldt også, og det siges, at arbejdsgiverne typisk skærer ned på timetallet, før de fyrer.
I sidste ende indregner markedet dog nu alligevel en højere rentetop fra Federal Reserves side i 5,30 pct. til juli mod nuværende 5,00-5,25 pct., en sandsynlighed for en renteforhøjelse senest i juli på næsten 90 pct.
- Spørgsmålet er nu, kan de vente indtil juli eller udløser dette monstertal for jobskabelsen yderligere hast? Måske tilter rapportens detaljer med øget ledighedsrate og opbremsning i de gennemsnitlige timelønninger beslutningen til juli, siger Seema Shah, chefstrateg hos Principal Asset Management, til Bloomberg News.
I S&P 500 er alle sektorer fredag kravlet i plus med råvarer og materialer i top med et løft på 3,2 pct. Løftet af den nu mindre recessionsfrygt.
Læs også: Amerikansk kongetal smadrer forventninger
Andre cykliske sektorer som industri, energi og finans vinder desuden 2,1-2,6 pct.
Der er også plusser til vækstsektorerne med cyklisk forbrug i front med et plus på 2,1 pct., mens it vinder mere beskedne 0,3 pct. Kommunikationsservice stiger kun 0,1 pct., da der er hårdt salgspres på de store amerikanske mobilselskaber.
Amazon har nemlig ifølge Bloomberg News haft dialog med flere udbydere af mobiltelefoni om at inkludere gratis eller meget billige abonnementer i internetkæmpens Prime-abonnement.
Amazon skal eftersigende i den forbindelse have talt med AT&T, Verizon, T-Mobile US og Dish Networks. Nyheden løfter Dish til toppen af hovedindekset med et plus 22,1 pct., men de tre andre og i øvrigt større udbydere falder derimod tungt med 4,1-7,5 pct. på udsigt til øget konkurrence.
Amazon selv stiger 1,3 pct., og bidrager efter Tesla, som løftes hele 3,6 pct., næstmest til at trække op i S&P 500.
Her stiger Microsoft og Apple også hver især med 0,3 pct. Ligeledes inden for it vinder chipproducenten Broadcom frem med 2,3 pct. efter et bedre regnskab for andet kvartal end ventet og en solid ligesom prognose for salget i tredje.
Udover løft til bankerne er industriselskaber som 3M og Caterpillar også med i front med plus på 8,0 og 7,1 pct. Muligheden for at undgå recession er her også godt nyt.
Læs også: Den største fare ved P/E-tallet
Læs også: Lau Svenssen kigger på lille dansk aktie: 'Et godt langsigtet vækstforetagende'
.\˙ MarketWire