Svære fald på fornyet recessionsfrygt blev torsdag dæmpet en anelse, da markedet nåede frem til en positiv fortolkning af en kommentar fra næstformanden i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Dagen igennem var de toneangivende aktieindeks ellers i rødt med mere end 1 pct. efter friske økonomiske data.

Nøgletallene vidnede på den ene side om, at den amerikanske økonomi ikke kommer til at gå fri af de negative konsekvenser af Federal Reserves renteløft. På den anden side viste tal for nytilmeldte ledige, at centralbankens arbejde endnu ikke er færdigt.

Læs også: Køber massivt op i C25-selskab

»Du har to diametralt modsatte nøgletal - det ene viser en svækkelse i forbruget og lignende, mens det andet stadig viser en rimelig robust beskæftigelse,« siger Peter Tuz, der er direktør i Case Investment Counsel, til Reuters og tilføjer, at det er svært at vurdere, hvordan Federal Reserve vil reagere på tallene.

Det brede S&P 500-indeks faldt sammen med Dow Jones 0,8 pct., og Nasdaq-indekset dykkede 1,0 pct.

Torsdag bød på friske nøgletal for blandt andet nytilmeldte ledige i sidste uge, som faldt til 191.000 mod en ventet tilgang på 214.000 efter 205.000 nytilmeldte ledige ugen før.

Derudover viste Philadelphia Fed-indekset en større fremgang end ventet, om end det fortsat er i minus, mens det påbegyndte boligbyggeri faldt mindre end ventet.

»Boligmarkedet er klart i recession, fremstillingsindustrien balancerer på kanten af recession, vi går ind i 2023 med en mere bekymret forbruger, og som året skrider frem, vil vi se tegn på at arbejdsmarkedet skrumper,« siger David Donabedian, investeringschef i CIBC Private Wealth til Bloomberg News.

Udviklingen torsdag følger tal for det amerikanske detailsalg onsdag, der viste et større end ventet fald i december.

Det amerikanske aktiemarked lod sig torsdag berolige af kommentarer fra Lael Brainard, der er næstformand i Federal Reserve.

Læs også: Investorer slæbt igennem ørkenvandring – dansk aktiefest er en skærende kontrast

Ved et arrangement ved University of Chicago meddelte hun, at centralbankens pengepolitik er nødt til at være "tilstrækkeligt" restriktiv i noget tid, hvis inflationen skal komme ned på 2 pct.

Næstformanden bekræftede ved samme lejlighed, at pengepolitikken allerede nu er restriktiv, men afstod at sætte en endelig størrelse på centralbankens terminalrente.

Tidligere udmeldinger fra centralbanken har lydt på en rentetop på 5,1 pct., mens markedet efter kommentarerne indregnede en top på 4,89 pct.

Procter & Gamble, der blandt ejer mærker som Pampers, Gillette og Duracell, fremlagde torsdag regnskab for sit andet kvartal, hvor både volumen og indtjening var dårligere end ventet.

Aktien faldt 1,8 pct.

Den organiske volumenvækst forværrede i andet kvartal til minus 6 pct. fra minus 3 pct. i første kvartal mod ventet minus 2,6 pct.

Læs også: Strateg om kæmpekøb af C25-aktie: 'Et meget stærkt signal'

Prisforhøjelser drev imidlertid en organisk omsætningsvækst i kvartalet på 5 pct. sammenlignet med analytikerprognosen på 4,8 pct.

Det samlede salg faldt til 20,77 mia. dollar mod ventet 20,74 mia. dollar.

Procter & Gamble er en af danske Novozymes' største kunder, og i den forbindelse er opmærksomheden især rettet mod salget i Fabric & Home Care-divisionen, hvor den organiske salgsvækst blev på 8 pct., hvor analytikerne havde ventet 5,9 pct.

Netflix, der efter børslukning fremlagde sit regnskab for fjerde kvartal, faldt 3,2 pct. op til offentliggørelsen.

Med i rødt torsdag var også investeringsbanken Charles Schwab med et fald på 6,9 pct., efter at Bank of America sænkede anbefalingen af aktien til "underperform".

Den lavere anbefaling begrundes med en ventet opbremsning i investeringsbankens omsætning- og overskudsvækst i 2023 samt modvind fra stigende korte obligationsrenter, skriver Bank of America ifølge Bloomberg News.

Også Alcoa faldt torsdag, efter at aluminiumsproducenten fremlagde tal med lavere omsætning begrundet i faldende aluminiumpriser. Aktien smed 6,2 pct.

Læs også: Ny storinvestor på vej til stort dansk selskab

.\˙ MarketWire