Den 60-årige privatinvestor Jørn har investeret i mange år og har opbygget en formue på 4,5 mio. kr. 

Nu er han gået på pension og drømmer om at forsøde tilværelsen med penge fra sine investeringer samtidig med, at han bevarer den bedst muligt. Hvordan man gør det, har aktiechef i HC Andersen Capital, Michael Friis Jørgensen, et par bud på.

En af dem er, at købe udbyttebetalende aktier. 

»Det er jo ikke nødvendigvis fordi, at vi skal handle dem med de kæmpestore dividender (udbytter red.), men hvis han nu placerer en del af sin formue i dividender, så får han noget løbende udbetaling, han kan bruge,« siger aktiechefen.

En udbytteaktie er en aktie i et selskab, der udbetaler en del af sit overskud til aktionærerne.

Det er typisk veletablerede selskaber med stabil indtjening, der udbetaler udbytte, f.eks. forsikringsselskaber, forsyningsvirksomheder, eller fødevareproducenter.

Læs også: Sådan fungerer udbytter

Helt konkret ønsker Jørn at bruge mellem 200.000 og 300.000 kr. om året til at forsøde tilværelsen med rejser og oplevelser, og generelt mener Michael Friis Jørgensen, at Jørn har en fornuftig portefølje. 

Den består af 15 enkeltaktier, blandt andet i vaccineselskabet Bavarian Nordic, bryggeriet Carlsberg og Danske Bank

Den resterende del af porteføljen er fordelt på fem forskellige ETF'er, og den opbygning kalder Michael Friis Jørgensen for »vedligeholdelsesfri«.

»Det er, så man får tårer i øjnene,« siger han og tilføjer, at Jørn gør præcis, som Michael Friis Jørgensen plejer at prædike:

»Skab en stabil bund og få en spredning, og så kan man investere ind i de aktier, man virkelig tror på og virkelig synes er interessante.«

Hvad Jørn ellers kan gøre for ikke at tærre for meget på formuen samtidig med at han lever af den, kan du se i videoen nedenfor.