Henter kommentarer

Laveste lønfremgang i mere end 10 år


 

Den gennemsnitlige dansker havde sidste år en indkomst før skat på 371.900 kr., og det er den laveste fremgang siden 2009.

Tallene er netop offentliggjort fra Danmarks Statistik, og ifølge privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, skyldes det blandt andet, at danskerne i 2020 og 2021 fik »ekstraordinære saltvandsindsprøjtninger fra de indefrosne feriepenge«.

»I 2020 og 2021 steg de gennemsnitlige indkomster før skat med henholdsvis 4,6 pct. og 4,8 pct. I årene op til corona steg de gennemsnitlige indkomster før skat med omkring 2,5 pct. De ekstraordinære stigninger i indkomsterne skyldes udbetalingen af indefrosne feriepenge, som kom i efteråret 2020 og foråret 2021 og beløb sig til næsten 90 mia. kr.,« skriver han i en kommentar.

Selvom fremgangen i danskernes løn er den laveste i en lang årrække, havde lønningerne pil op sidste år. I årets sidste tre måneder steg lønnen 3,6 pct. i forhold til samme periode året forinden, viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.

»Inflationen var dog mere end dobbelt så høj som lønudviklingen sidste år, og det bankede reallønnen eftertrykkeligt tilbage. Situationen er dog bedret betydeligt siden da, og i øjeblikket er inflationen dampet så meget af, at lønningerne igen kan følge med,« lyder det fra Brian Friis Helmer.

Personerne med den højeste indkomst bor i Landsdel Nordsjælland Kommune. Her tjente den gennemsnitlige person over 15 år 444.000 kr. sidste år. Bornholm står for de laveste indtægter - her tjente man i gennemsnit 311.000 kr. i 2022.

Læs også: Formueekspert: Tag gevinst hjem eller vent? Nogle gange kan det betale sig at vente

Læs også: Har du fået en lønstigning i år? Sådan får du styr på din forskudsopgørelse og undgår skattesmæk