Investeringsplatformen Nordnet lancerer i dag et nyt pensionsprodukt – livsvarig pension – som giver kunderne frihed til at investere deres pension præcis, som de ønsker, samtidig med at de er sikret månedlige udbetalinger fra pensionstidspunktet og resten af livet.
»Mange ønsker at indbetale til en livrente, når du har indbetalt op til loftet på en ratepension. Og livrenteproduktet manglede hos Nordnet,« siger Liselotte Milting, der er branch manager for den danske livsforsikringsforretning hos den populære handelsplatform, og som står i spidsen for den nye satsning.
Således tilbyder man hos Nordnet i dag den førnævnte ratepension og aldersopsparing, der udgør to ud af de tre mest gængse pensionsprodukter.
»Nu kan man flytte sin pensionsopsparing inkl. livrenteproduktet og investere på fuldstændig samme måde, som man allerede kan med de pensionsopsparinger Nordnet i dag tilbyder,« lyder det videre fra Liselotte Milting.
Netop at man selv kan investere sin livsvarige pension som man vil, adskiller Nordnets nye pensionsprodukt fra det øvrige marked, fortæller pensionschefen og tilføjer, at der fra kundernes side har været stor efterspørgsel på produktet.
Nordnet er den absolut største handelsplatform herhjemme, og antallet af aktive kunder har netop rundet en halv million. Omkring 50.000 af dem har en ratepension på platformen.
»Vi har kunnet se, at de kunder, som har flyttet deres ratepension over til os, tit også har en livrente, som de gerne ville have placeret hos Nordnet, som vi ikke har kunnet tage imod før nu. Så på den måde kan vi se, at der har været stor efterspørgsel,« siger Liselotte Milting.
Præcis hvad de årlige omkostninger kommer til at være, er ikke til at sige, da det afhænger af, hvad den enkelte pensionsopsparer investerer i. Til gengæld koster det som minimum 480 kr. i form af et årligt gebyr at have sin livsvarige pension investeret hos Nordnet. Det svarer til 40 kr. om måneden.
Fra i dag tirsdag er det muligt både at flytte livsvarige pensioner, der ikke bliver indbetalt til, til Nordnet, eller man kan oprette en livsvarig pension hos handelsplatformen, der fortsat insisterer på at være det sidste – nemlig en handelsplatform.
Således kan man ikke få investeringsrådgivning hos Nordnet udover almindelig support til at benytte sig af platformens forskellige tjenester.
»Det er ikke vores rolle at styre, hvordan folk investerer,« fortæller Liselotte Milting, som tilføjer, at man ved køb af særligt komplekse produkter kan blive mødt af en videnstest, man skal bestå, før købet kan gennemføres.
Derudover kan et enkelt selskab maksimalt fylde 20 pct. af ens portefølje.
»Vi har besluttet også at indføre den regel på livsvarig pension, fordi det synes vi, er mest ordentligt,« forklarer Liselotte Milting.
Fra hende lyder det videre, at livsvarig pension-produktet blandt andet er oplagt til dem med såkaldt hvilende pension – altså pensioner, der ikke bliver indbetalt på – og som gerne vil bestemme, hvad deres pension skal investeres i. Men eksempelvis også til selvstændige eller folk der er ansat i job, hvor der ikke følger en automatisk pensionsordning med.
Nordnet er grundlagt i 1996, har hovedsæde i Sverige og opererer foruden i Danmark og Sverige også i Norge og Finland. På tværs af de fire lande har Nordnet over to millioner kunder.
Læs også: Chefstrateg ser tre scenarier: 'Vi står ved en skillevej'
Læs også: Laveste niveau siden januar: Sådan har Novo-aktien klaret sig i år

