Gas, kul, el, træpiller – nærmest lige meget hvordan du opvarmer dit hus, så er priserne steget voldsomt på det seneste.
Nu har prisstigningerne også ramt nok den mest lavpraktiske måde at lave varme på. Prisen på brænde er nemlig eksploderet.
Ifølge en opgørelse fra Videncentret Bolius er brændepriserne over de seneste to år steget mellem 100 og 150 pct. og op mod 80 pct. siden nytår.
Det vil sige, at et gennemsnitligt brændetårn med eg på 1,8 rummeter nu koster cirka 5.770 kroner mod knap 2.260 kroner i efteråret 2020.
Læs også: Så meget er prisen på mad steget
Opgørelsen fra Bolius er lavet i den første uge af september, og videnscentret påpeger, at priserne derfor godt kan være steget yderligere siden.
»Set over et par år har efterspørgslen efter brænde været så stærk, at prisstigningen på for eksempel et tårn birkebrænde langt har overhalet prisstigningen på fyringsolie. Sammenlagt betyder det, at der ikke længere er den store fidus ved at fyre med brænde, medmindre du får det leveret til favørpris eller selv henter det i skoven,« siger Jørgen Munksgaard Rasmussen, der er fagekspert i Bolius, i opgørelsen.
