Henter kommentarer

Ny rekord: Så mange penge har danskerne stående i banken

Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Danskerne har penge i banken som aldrig før.

Således steg bankindlånet med 3 mia. kr. i december, viser nye tal fra Nationalbanken, hvilket betyder, at bankindlånet lød på 1.191 mia. kr. ved udgangen af 2024.

Fordeler man det store beløb på alle voksne danskere, svarer det til, at hver især havde 245.700 kr. stående på kontoen ved udgangen af 2024. Det kalder privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer »bundsolidt«, selvom det ikke er en virkelighed, alle danskere kan genkende.

»Bankindlånet er dog ulige fordelt, og mange vil derfor ikke kunne genkende beløbet fra deres egen netbank, men det siger alligevel noget om robustheden hos danskerne som en helhed, og står på ingen måde alene,« siger privatøkonomen.

Kigger man på hele 2024 er indlånet gået frem med 5,6 pct. mod 5,4 pct. året forinden.

Hos banken forventer man, at indlånet vil fortsætte med at vokse i 2025. Det skyldes blandt andet det stærke arbejdsmarked og en rekordhøj beskæftigelse, hvor lønnen stiger mere end priserne.

»Også boligmarkedet befinder sig ganske solidt med forventning om fortsatte prisstigninger, og hvor vi samtidig ser få tvangsauktioner og solid betalingsevne. Det er alle faktorer, som er med til at trække pilen op for bankindlånet,« siger Brian Friis Helmer. 

Læs også: 

Læs også: