Henter kommentarer

Tesla sætter prisen ned på Model 3: 'Prisen er god, men det skaber enorm usikkerhed'


Hvis du er en af de tusindvis af danskere, som har købt en Tesla Model 3 inden for de seneste måneder, ærgrer du dig måske en lille smule i dag.

Søndag satte Tesla nemlig prisen på modellen ned med 14.000 kroner, så den billigste version nu starter ved 326.090 kroner.

Dermed fortsætter Tesla med at justere priser i et højt tempo. 

Læs også: Himmelstormere i markante fald

Den amerikanske gigant har ved flere lejligheder justeret prisen på den mest populære model, Model Y, opad og nedad i løbet af 2024.

Forbrugerøkonom hos FDM Ilyas Dogru konstaterer om prisændringen, at Tesla Model 3 nu ligger i en »meget, meget skarp pris.«

»Det er en meget anmelderrost bil, så det her er isoleret set en god nyhed for forbrugerne,« siger Ilyas Dogru til B.T.

»Men hvis man kigger i et lidt bredere perspektiv, så er de her mange prisjusteringer efterhånden blevet noget af et usikkerhedsmoment for mange forbrugere. Det er det, vi hører,« siger Ilyas Dogru desuden.

Og det går ikke kun ud over de danskere, der overvejer at købe Tesla, mener han.

»De mange prisjusteringer op og ned skaber selvfølgelig usikkerhed omkring Tesla, men det øger også den generelle usikkerhed omkring selve folks beslutning om de skal købe en elbil eller ej,« siger Ilyas Dogru.

Læs også: Danske Bank kalder det ugens vigtigste begivenhed: 'Kan sætte en prop i markedet'

»Det er den usikkerhed, der er med til at gøre, at mange danskere lige nu vælger privatleasing, så de ikke skal bekymre sig om, hvad Tesla eller andre finder på at gøre med priserne,« understreger han.

I de første tre måneder af 2024 er der i Danmark blevet solgt i alt 1.288 udgaver af Tesla Model 3, som bliver produceret i Kina.

Dermed er salget kun overgået af to andre modeller, nemlig Tesla Model Y, som der er solgt i alt 2.258 stykker af, og Peugeot 208, som ved slutningen af marts lå på 1.311 solgte biler.

Tesla Model 3 blev lanceret i en ny udgave i september 2023.

Læs også: Hæver indlånsrenten markant: Store konkurrenter tøver med at følge efter

Læs også: Danske Bank: Det er en chance, du skal udnytte