Henter kommentarer

Boligudbuddet på det højeste i mere end 2 år


For 8. måned i træk er det danske boligudbud steget, og boligudbuddet er dermed på det højeste i mere end 2 år.

Sådan lyder det efter antallet af til salgsskilte på boligmarkedet steg med 1.291 i oktober.

Det viser friske tal fra Finans Danmark.

»Der er nu 12.687 boliger mere til salg end før stigningen satte ind. Udbuddet vokser normalt også i den periode, men udbuddet er i denne ombæring vokset mere end sæsonen tilsiger,« siger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer.

Læs også: Nedsat pris på knap hver anden bolig

Tallene viser, at det især er huse, der er kommet flere til salg af, hvor der aktuelt er 37.693 huse til salg over hele landet, hvilket er en stigning på knap 25 pct. sammenlignet med sidste år.

Derudover er der godt 8.000 lejligheder til salg, hvilket er en stigning på cirka 37 pct.

Der er 4.367 sommerhuse til salg, hvilket er knap 3 pct. færre end sidste år.

Boligudbuddet er steget en del mere i Region Hovedstaden end i andre dele af landet, viser tallene fra Finans Danmark.

Læs også: Boligpriserne accelererer ned

Derfor hvis man går og drømmer om at sælge sin bolig, så skal man væbne sig med tålmodighed, lyder det fra afdelingsdirektør for boligøkonomi i Jyske Realkredit, Mikkel Høegh.

»Det tager nemlig længere tid at sælge en bolig. Igen er vi på et historisk lavt niveau, men tendensen er, at pilen peger opad. Det tager således i gennemsnit 167 dage at sælge en bolig. Det er en stigning på godt 12 pct. over de sidste tolv måneder. Skal man sælge en lejlighed tager det i gennemsnit 127 dage, hvilket er en stigning på knap 25 pct.,« siger han.

Han forklarer, at den relativt kraftigste opbremsning synes at være på lejlighedsmarkedet i de større byer, hvor liggetiderne er steget kraftigst sammenlignet med oktober sidste år.

»Alt i alt bekræfter dagens tal, at vi har en boligmarked der bremser op, og at effekten er størst i de største byer. Dagens tal dækker nemlig over stor geografisk spredning,« siger han.

Læs også: 'Voldsom' udvikling på boligmarkedet i København

Læs også: Boligejere i de dyreste områder får skatterabat