Henter kommentarer

Dansk vagthund går ind i sag om ejendomsvurderinger


De foreløbige ejendomsvurderinger har fået flere til at spærre øjnene op, og nu går Ombudsmanden ind i sagen.

I en pressemeddelelse skriver Folketingets Ombudsmand, at man har bedt Vurderingsstyrelsen om at redegøre for de processer og den kvalitetssikring, der ligger bag ejendomsvurderingerne.

Ombudsmanden, der er en slags vagthund på borgernes vegne, træder i karakter efter, at de foreløbige ejendomsvurderinger har ført til debat i medierne.

Ejendomsvurderingerne blev frigivet i den forgangne uge, og på baggrund af dem bliver boligejernes skat beregnet i 2024. Det sker, selvom der faktisk er tale om foreløbige vurderinger, imens de endelige vurderinger først er på bordet i 2025.

Den seneste uges tid er det imidlertid væltet frem med eksempler på, at de foreløbige ejendomsvurderinger har ramt skævt. DR har kortlagt, at cirka hver tredje ejendomsvurdering er pilskæv. Det kan du læse mere om her.

Ombudsmanden skriver, at ejendomsvurderingerne bygger på modelberegning og er »lavet automatisk uden manuel behandling«. Af den grund vil Ombudsmanden nu have Vurderingsstyrelsen, som står bag vurderingerne, til at kortlægge, hvordan man konkret er nået frem til vurderingerne.

»Desuden spørger ombudsmanden til, hvilke borgere der kan få ændret deres foreløbige vurdering, hvilken vejledning der er givet herom, og hvor lang sagsbehandlingstid styrelsen forventer for besvarelsen af henvendelser fra borgere om vurderingerne,« skriver Ombudsmanden.

I øjeblikket kan boligejere først klage over deres ejendomsvurdering i 2025, når de endelige vurderinger er klar.

Ombudsmanden er valgt af Folketinget. Han skal bidrage til, at forvaltningen handler lovligt og følger god forvaltningsskik. På den måde beskytter han borgernes rettigheder i mødet med myndighederne, oplyser Folketingets Ombudsmand på sin hjemmeside.

Læs også: Iværksætter fra Løvens Hule har lavet markant billigere boligmodel end Vurderingsstyrelsen

Læs også: Særlig finte sikrer dig skatterabat