Henter kommentarer

Få boliger skifter hænder: 'Spritny virkelighed'


Antallet af danskere, som får en nøgle i hånden til deres nye bolig, falder til det laveste niveau i tre år.

Blot 14.973 boliger skiftede hænder i årets andet kvartal, viser tal fra Finans Danmark. Det er godt 1.000 boliger færre bolighandler i forhold til kvartalet før – og altså det laveste antal bolighandler siden begyndelsen af 2019.

»Handlerne er dykket mærkbart og senest til det laveste i mere end tre år. Boligmarkedet står i en spritny virkelighed med færre handler og kommende pil ned for priserne,« konstater Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, og tilføjer:

»Vi skal ikke lede længe efter årsagerne til et aktuelt hostende boligmarked hvor kraftige rentestigninger, højere energipriser og usikkerhed om fremtiden lige nu presser markedet.«

Også hos Nordea Kredit har chefanalytiker, Lise Nytoft Bergmann, bidt mærke i den lave handelsaktivitet.

»Handelsaktiviteten er faldet, hvilket er usædvanligt for et forårskvartal, og afslagene er kraftigt på vej op,« konstaterer hun.

De større afslag og færre bolighandler vidner om, at boligmarkedet står overfor prisfald, påpeger begge boligøkonomer.

Arbejdernes Landsbank venter, at huspriserne står overfor fald på mellem 5 og 10 pct., og lejlighedspriserne vil dykke mellem 10 og 15 pct.

Læs også: Ny melding fra Biden rammer særligt hjørne af aktiemarkedet hårdt

Læs også: Jesper og Lone gik på pension 15 år før tid – sådan gjorde de