Boligmarkedet buldrer derudaf - pisket frem af de nye boligskatteregler, der træder i kraft ved årsskiftet.
Således viser nye handelstal fra Boligsiden, at der blev solgt 7280 boliger i oktober måned, hvilket er en stigning på 8 pct. sammenlignet med september.
Læs også: Kendt madkæmpe i uhyggeligt kursfald - aktionærværdi for milliarder udslettet
Dykker man længere ned i tallene viser det sig, at oktober måned blev den måned i år, hvor der blev solgt det hidtil højeste antal ejerlejligheder. Det glohede boligmarked er en smule atypisk, da handelsaktiviteten typisk bremser op efter sommeren og frem mod vintermånederne. Det skyldes i høj grad udsigten til en skatterabat, vurderer man hos Boligsiden:
»I år er billedet dog et andet, hvilket i høj grad skyldes, at de nye ændringer i boligskatten træder i kraft fra 2024. For nogle betyder det, at boligskatterne vil stige betydeligt, og køber og overtager man en bolig inden årsskiftet, vil man i så fald kunne opnå en skatterabat, som sikrer, at boligskatterne ikke stiger mere, end hvis det nuværende system fortsatte,« lyder det fra Birgit Daetz, der er boligøkonom hos Boligsiden.
Læs også: Salget er kollapset totalt, og eksperter kommer med klar opfordring: 'Sælg den hurtigst muligt'
Skatterabatten gælder frem til den dato man vælger at flytte fra boligen, og derfor kan det give mening for boligejere der ønsker at blive boende i den nye bolig i mange år, at købe inden årsskiftet.
Der er derfor heller ikke udsigt til, at handelsaktiviteten vil bremse op frem mod årsskiftet vurderer man i Sydbank, hvor seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel forudser, at november kan blive »gylden« for ejendomsmæglerne:
»November vil sandsynligvis blive den travleste måned i 2023 på boligmarkedet. Skatterabatten kan rigtigt nok opnås helt indtil den 31. december 2023, men et boligkøb indeholder noget sagsbehandlingstid og betænkningstid, så derfor forventer vi, at boligsalget topper i november og falder lidt i december,« skriver Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar og fortsætter:
»Efter årsskiftet forventer vi, at handelsaktiviteten dykker betydeligt, når det nye skattesystem er trådt i kraft.«
Sydbank-økonomen vurderer, at vi kan risikere, at de handler som vil blive gennemført lige på den anden side af nytår kun vil være af nød. Det kan være ved skilsmisse, dødsfald eller lignende.
Læs også: Han forudså finanskrisen - nu satser han imod en af årets helt store vindere


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner