Henter kommentarer

Nyt rentechok rammer boligejerne


Rentehammeren er faldet for sidste gang ved rentetilpasningsauktionen hos Realkredit Danmark for FlexLån, der skal have ny rente per 1. januar.

Resultatet blev en ny F1-rente på 3,24  pct., en ny F3-rente på 3,11 pct. og en ny F5-rente på 3,14 pct. Det er alle lån med afdrag.

I denne omgang har lån for i omegnen af 20 mia. kr. fået fastsat nye renter hos Realkredit Danmark.

»Vi kan således konstatere, at vi aldrig tidligere har oplevet en så markant rentestigning for låntagerne i forhold til den rente, de kommer fra,« lyder det fra cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

»Med det store spring op i F1-renten er vi gået fra, at vi sidste år fik den 3. laveste F1-rente nogensinde til nu lige akkurat at klemme sig ind på top ti listen over de højeste F1-renter på auktion,« tilføjer han.

Læs også: Godt nyt til boligkøberne – 4-procentlånet kan komme i spil igen

Sammen med rentestigningerne venter der en ekstraregning til flekslånerne.

»Har man et lån på 1 mio. kr., og man betaler afdrag, så giver det anledning til en ydelsesstigning på omtrent 600-700 kr. om måneden efter skat fra årsskiftet, mens vi nærmer os små 2.000 kr., hvis man gør brug af afdragsfrihed og har enten F1 eller F3-lån,« forklarer cheføkonomen.

Læs også: Renterne gør ondt – Jyske Bank har godt nyt til de fleste boligejere

Denne ekstraregning kommer i kølvandet på i forvejen betydelige udgiftsstigninger gennem 2022 som følge af den høje inflation, der har udhulet vores købekraft.

»Det vil i sagens natur bidrage til en negativ effekt på det private forbrug herhjemme og trække vitaminer ud af dansk økonomi,« forklarer Christian Hilligsøe Heinig og tilføjer:

»Denne effekt vil blive forstærket, når næste rentetilpasningsauktion gennemføres i februar med nye renter per 1. april, da denne auktion er noget større end den igangværende, og der ikke umiddelbart ventes noget større rentedyk inden da.«

I denne omgang blev der solgt obligationer for i omegnen af 45 mia. kr., mens der ventes et refinansieringsomfang på omtrent 70-75 mia. kr. på auktionerne i februar over nye renter pr. 1. april.

Læs også: Rentechokket får flekslånere til at skifte til dette lån

Tidligere på ugen afsluttede Totalkredit deres rentetilpasningsauktion for boligejere med flekslån, der skal have ny rente per 1. januar.

Her landede renterne på 3,15 pct. for F1-lånet, 3,11 pct. for F3-lånet og 3,14 pct. for F5-lånet.

Det kan du læse mere om her.

Læs også: Disse boligejere får dobbelt rentehug

Læs også: Advarer mod boligfinte: 'Du gør dig til spekulant'