Henter kommentarer

Så skete det: Første rentefald siden 2019


Sjældent er der blevet varmet så kraftigt op til et rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB), som til mødet torsdag 6. juni. 

Økonomer og investorerne på markedet havde op til mødet en meget klar forventning om, at ECB-chef Christine Lagarde ville sænke renten – og hun skuffede ikke. 

ECBs magtfulde styrelsesråd har netop meddelt, at ECB sænker sin såkaldte styringsrente fra 4,0 procent til 3,75 procent. 

Det er ikke mindst godt nyt for de mange danske boligerne med helt korte, variabelt forrentede realkreditlån med navne som Kort Rente og F-kort, som får ny rente hvert halve år.

Renten på disse lån følger nemlig i grove træk ECBs rente én til én, og da F-kort- og Kort Rente-lånerne skal have fornyet renten på deres lån 1. juli i år, vil de få glæde rentesænkningen. 

For et afdragsfrit Kort Rente-lån på en million kroner betyder dagens rentesænkning en besparelse på cirka 80 kroner om måneden efter skat, viser beregninger, som Nordea har foretaget for Euroinvestor. 

Det svarer altså til en besparelse på knap 500 kroner, indtil lånet igen skal have ny rente til januar.

I dyre områder som København er det ikke usædvanligt at have et lån på tre millioner kroner, og i de tilfælde vil de berørte boligejere altså spare knap 1.500 kroner det næste halve år.

Er Kort Rente-lånet med afdrag, falder den månedlige ydelse med cirka 50 kroner om måneden.

I Realkredit Danmark forventer cheføkonom Christian Hilligsøe Heining, at ECB vil sænke renten en gangh yderligere i år. 

Læs også: Cheføkonom om dagens rentemøde i ECB: ‘Så vil jeg blive ekstremt overrasket’

»Som det ser ud på nuværende tidspunkt, venter vi, at ECB er kommet ned på en styringsrente på 3,25 procent om 12 måneder – og at næste rentenedsættelse formentlig først kommer til december. Som altid er det dog godt at være ydmyg om disse renteprognoser, og der er stadig stor usikkerhed relateret til både vækst- og inflationsudviklingen,« skriver han i en kommentar til dagens rentesænkning. 

Rentenedsættelsen kan ifølge cheføkonomen skubbe boligpriserne en smule op, da det alt andet lige gør det en smule billigere at låne penge til boligkøb. 

»Der kan også være lidt medvind fra boligkøbernes forventningsdannelse, da nogle måske ser det som en bekræftelse på, at rentepilen kommer til at pege yderligere ned over de kommende år, og inddrager det i deres købsbeslutning,« skriver Christian Hilligsøe Heining,

Realkredit Danmark vurderer, at huspriserne vil stige med fire-fem procent i år og og yderligere cirka tre procent i 2025.

I Totalkredit har knap hver femte boligejer et F-kort-lån.

Millionærklubben byder onsdag d. 19 juni indenfor til Millionærklubben Eksklusiv. Du kan møde holdet bag Millionærklubben i et helt særligt underholdende eksklusiv-arrangement. Der skal gøres status på panelets aktiekonkurrence her ca. 6 måneder inde i 2024, hvor de skal stå til ansvar for de valg, de tog, da året startede. Holder de fast i deres aktier eller hvilke aktier tror de på nu? Det kan du blandt andet få svar på. Din vært er Bodil Johanne Gantzel og du kan møde det faste hold, der består af Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg, Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet, Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital, Michelle Nørgaard, senior aktiestrateg hos Jyske Bank, Anders Bæk, civilingeniør, forfatter og privat investor med særligt fokus på teknologi og AI. Køb billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer

Læs også: Rentefald på trapperne: Så meget vil disse boligejere spare

Læs også: Danske aktier brager op