Henter kommentarer

Sådan får du et billigt sommerhus


Friværdierne er tordnet i vejret, og er man på udkig efter et sommerhus, kan der være penge at spare ved at udnytte sin boligs værdistigning fremfor udelukkende at belåne det feriehus, man har set sig lun på.

»Boligpriserne er steget kraftigt det seneste år, og det kan ejerne udnytte til at få et billigt sommerhus.«

Sådan lyder det fra boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, der har lavet en beregninger for Euroinvestor, som viser, hvordan man kan bruge friværdien i sin helårsbolig til at få fat på et sommerhus.

Hun har taget udgangspunkt i en familie, der har en helårsbolig til 5 mio. kr., som er belånt med 60 pct. – altså 3 mio. kr. Familien har altså en friværdi på 2 mio. kr. i huset og har derfor mulighed for at låne 1 mio. kr. yderligere i helårsboligen i form af realkreditlån. Realkreditlån ydes op til 80 pct. af værdien.

Familien ønsker at købe et sommerhus til 2,5 mio. kr. og har en udbetaling på 5 pct. af købsprisen på det nye sommerhus svarende til 125.000 kr.

»Jo lavere belåning, jo lavere bidragssats,« siger Lise Nytoft Bergmann og tilføjer, at da familiens helårsbolig har en belåningsgrad på 60 pct., kan det bedst betale sig at låne de første 60 pct. i sommerhuset.

»Det betyder, at de første 1.500.000 kr. optages som et lån i sommerhuset. På sommerhuse kan man få afdragsfrihed op til 60 pct., og det betyder, at familien ikke behøver at betale afdrag på gælden,« lyder det fra boligøkonomen.

De 1,5 mio. kr. – altså 60 pct. af sommerhuskøbet er nu på plads. Familien har som sagt en udbetaling på 125.000 kr., hvilket svarer til 5 pct. Derfor mangler der nu finansiering til de sidste 875.000 kr.

Det er her, familiens friværdi kommer ind i billedet.

»De 875.000 kr. kan med fordel placeres i helårshusets friværdi, hvor man – i modsætning til sommerhuset – kan få afdragsfrihed op til 80 pct.,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Ved at benytte friværdien i helårsboligen for den del, der ligger ud over de første 60 pct., kan man opnå afdragsfrihed på hele gælden.

Eksempel på sommerhusfinansering med friværdi

  • Realkreditlån på 1,5 mio. kr. i sommerhuset uden afdrag – 0-60 pct. af sommerhusets værdi
  • Realkreditlån på 875.000 kr. i helårsboligen uden afdrag – 60-95 pct. af sommerhusets værdi
  • Udbetaling på 125.000 kr. – 95-100 pct. af sommerhusets værdi

Eksempel på sommerhusfinansering uden friværdi

  • Realkreditlån på 1,5 mio. kr. i sommerhuset uden afdrag – 0-60 pct. af sommerhusets værdi
  • Realkreditlån på 375.000 kr. i sommerhuset med afdrag – 60-75 pct. af sommerhusets værdi
  • Banklån på 500.000 i sommerhuset med afdrag over 10 år – 75-95 pct. af sommerhusets værdi
  • Udbetaling på 125.000 kr. – 95-100 pct. af sommerhusets værdi

Ved at bruge noget af sin friværdi til at finansiere en del af sommerhuset, vil man få en månedlig ydelse efter skat på 5760 kr., hvis man vælger et fastforrentet lån.

Har man ingen friværdi, vil det kostede 9630 kr. om måneden – eller med andre ord 3870 kr. mere. En del af det beløb er dog afdrag.

»Man kan således slippe med en væsentligt lavere månedlig ydelse, hvis man har friværdi. Samtidigt vil hele gælden være med fast rente, hvis friværdien benyttes, mens man kun finansierer de 75 pct. af sommerhuset med fast rente, hvis man ikke har friværdi. I det tilfælde vil den del af gælden, der ligger mellem 75 og 95 pct. nemlig være et banklån, der typisk har variabel rente,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Vælger man i stedet at finansiere sommerhuskøbet med et F3-lån, hvor renten fornyes hvert tredje år, kan man gøre det for en månedlig ydelse på 3430 kr. med friværdi, men for 8040 kr. hvis man ikke har friværdi.

Det er en forskel på 4610 kr. hver måned.

Vælger man at udnytte sin friværdi, sparer man dog ikke løbende op i sommerhuset.

»Den store fordel ved at bruge friværdien som led i finansieringen af et sommerhus er, at man kan få afdragsfrihed på hele gælden, og at det dermed ikke koster nær så meget at eje sommerhuset. Ulempen er, at man ikke sparer løbende op i sommerhuset.«

Læs også: Lars Seier Christensen: NFTs - er det bare hype eller en helt ny forretningsmodel?

Læs også: Tusindvis kan have glemt vigtigt fradrag

Millionærklubben har samlet en række af de førende investorer og eksperter inden for økonomi og finansielle markeder til et eksklusivt arrangement, hvor du kan blive klogere på, om vi står over for en ny økonomisk verdensorden. Læs mere her.