Henter kommentarer

Sælg nu for at opnå millionrabat på forældrekøb


Hvis du går og overvejer at sælge din forældrekøbte bolig videre til dit barn, så kan du opnå en millionrabat ved at sælge nu før de nye ejendomsvurderinger træder i kraft.

Lige nu kan man nemlig sælge en forældrekøbslejlighed til sit barn til den offentlige vurdering minus 15 pct., skriver Børsen.

»Hvis man har en lejlighed med en offentlig vurdering på 800.000 kr., men som kan sælges i markedet for 3 mio. kr., så er det selvfølgelig meget interessant for barnet, at de kan købe den til de 800.000 minus 15 pct. Men man skal gøre det snart, for hvis man får den nye ejendomsvurdering, inden handlen er endeligt gået igennem, så er det den, der gælder,« siger Søren Verup, seniorrådgiver i Beierholm Finansiel Rådgivning, til Børsen.

Efter de nye ejendomsvurderinger bliver det muligt at sælge lejligheden videre til sit barn med 20 pct. rabat af den nye ejendomsvurdering, men på trods af den større procentsats, vil de fleste få den største rabat ved at sælge nu, skriver erhvervsmediet.

Læs også: Så meget billigere er en lejlighed blevet i de danske store byer

Som vi her på Euroinvestor tidligere har skrevet er Skatteministeriet lige nu i gang med at give alle danske boliger en ny offentlig ejendomsvurdering i sammenhæng med den nye boligskattereform.

Den 1. januar 2024 træder en ny boligskattereform nemlig i kraft, som skal sikre at boligerne i højere grad beskattes efter den reelle værdi.

Flere tusinde ejendomsvurderinger er allerede blevet sendt ud til borgerne, mens mange stadig venter. Derfor har Skat også travlt, da alle ejendomsvurderinger skal være ude inden årsskiftet.

Læs også: Rentehop venter tusindvis af boligejere: Så meget dyrere bliver det

Læs også: Over 100.000 kroner på vej tilbage til sommerhusejere